Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ham: Der var Stilhed efter Fru Inger, — medens Pauker og Trompeter
bogstavelig forkyndte Digterens Pris, da »Gildet paa Solhaugt var opfort,
og Publikum samlede sig udenfor hans Vinduer.
Ibsen var zesthetisk begeistret for Kjaempéviseromantiken, men den
var ham ikke i Kjodet baaren; lian kan tilegne sig dens Form, men ikke
dens Aand, og da han leverer sit sidste Arbeide i denne Genre — Olaf
Liljekrands« — gaar det ham, som det gaar en Troende, naar hans Tro er
uden Sjiel, han klamrer sig krampagtig til Troens Former.
Den, som har seet »Olaf Liljekrands«, vil naermest have bevaret et
bengalsk Indtryk, og naar man nu lieser det, faester man sig egentlig kun
ved en eneste, egte Ibsensk Scene: det er Naturbarnets Opvaagnen til
Be-vidsthed om den Jämmer, som Verden rummer.
Nei, Kj;empcvisens blode Stemning, hvori Henrik Hertz folte sig
som hjemme, var ikke og kunde ikke va;re Henrik Ibsens Element. Der
var en Tid, som laa forud for Kjaempevisen, en Tid, haard og hvas som
de Sva;rde, der gjennemlynede den; med denne Tid var Ibsen i Slegt; her
kunde han ialfald finde Ilvile paa sin Vandring mod Nutids Idéer og
möderne Mennesker; mellem disse Lidenskaber kunde han spramge sit eget
Aandsindhold ind, uden at Kloften blev gabende; han feirede da sin forste
virkelige artistiske Seier i Fkermamdene paa Helgeland (185S), og han
skalite et Drama, svulmende af Kraft og digterisk Originalitet, i
»Kongs-emnerne« (1864).
I laermamdene har sine Mangler. Idet Digteren lufter Volsungesagaens
store Skikkelser ned paa historisk Grund, kommer de ud af det dunkle
Halvlys, hvori de horer hjemme. Men kan Ibsen saaledes ikke gjengive
det heroiske Sagns storartede Stemning, saa er han kommen Sagatonen
i Almindelighed meget naer, og man moder överalt den energiske
Dramatiker. Yil man vide, hvilket stille Arbeide denne Dramatiker har udfoldet
under sit Bergens-Ophold, saa skal man kegge KjaMiipehoien og I
Irer-m;endene« ved Siden af hinanden. Imidlertid — det kan ikke negtes, at endnu
er det Artisten mere end Digteren, som har Ordet. Mellem ila;rm;endene«
og : Kongsemncrne« er der et Kjaempeskridt; for at forstaa dette maa vi
forst betragte et mellemliggende Arbeide og en lidet kjendt Digtcyklus.
Henrik Ibsen, som siden 1857 havde forrettet Theaitertj eneste i
Kristiania, udgav i 1862 »Kjaerlighedens Komedie«.
Man kan gjore mange Indvendinger mod denne Digtning. Man kan
indvende, at en skjonhedshungrende Digter her har svunget Satirens Svobe
over nogle stakkels Mennesker, som ikke fortjener den — fordi de ikke er
den vasrd. At Ungdom og Skjonhed forgaar, at den erotiske Lidenskab
dor, at I Iverdagslivets Tryk langsomt boier Gjennemsnitsmennesket mod
Jorden, det er Kjendsgjerninger, som kan fremkalde et vemodigt Smil, og
som egner sig til at overstsenkes af en mild Ilumor. Satirens Tiigt er kun
paa rette Sted, hvor virkelig betydelige, ideelt anlagte Mennesker, som burde
og kunde have staaet imod, har forspildt sin Idealitet i Dognlivets Einerlei
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
