Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
handlet som et Menneske. Fordi hun daglig viser dig, at hun har et Hjerte,
skal du ikke glemme, at hun har en Aand.
Ligesaalidt som »Et Dukkehjem« staar noget andet af Ibsens modne
Verker isoleret og uden Sammenhaeng med hans ovrige Produktion. Ikke
engang et eneste af de Digte, som han i 1S71 samlede og udgav og derved
knyttede til sit Navn, savner hans Aands Prreg. Endnu mindre er det da
Tilfaildet med hans dramatiske Digtning, hvori hans Skaberkraft sterkest
aabenbarer sig, — og hvor hans Individualitet altid finder nye Former for
sit Vtesen. Gjengangere« er maaske det morkeste af alle hans dystre
Ver-ker; men det kan ikke overraske, at Henrik Ibsen, der fordyber sig i
Til-vaerelsens Gaader og deres Trostesloshed, hcr vselger som Thema
Arvelig-hedcns Forbandelse, og at han, som saedvanlig, giver sit Stof den allerskarpeste
dramatiske Form. Overraskende vilde det vaere, om alle de i Stykket
ud-talte Tanker skulde identificeres med Digtercns egen Livsanskuelse.
Isaa-fald blev Gjengangere« ct isoleret Arbeide. Men til at bryde saaledes ind
i Dramaets Objektivitet har man forelobig ingen Ret.
Endnu har vi at naevne to Verker, der baade synes at staa fjernt
fra de ovrige Dramaer og fra hinanden indbyrdes. Det er Keiser og
Ga-lil;eer’ og »Vildanden«. Gaar man niermere, vil man imidlertid ogsaa her
se Förbindelsen.
Midt imellem de Unges Förbund« (1869) og »Samfundets Stotter«
(1877) — t0 Arbeider, der aldeles supplerer hinanden — Uggcr Keiser og
Galilaeer (1873), tilsyneladende i ensom Storhed. Digteren forer os her
med en i hvert Fald aldeles skuffende Illusion ind i Julian den Frafaldnes
Tidsålder, og forsaavidt er vi langt borte fra Madam Rundholmens Lokale
og Karsten Bernicks Bornehjem. Men Keiserens egen Karakter staar i
naer Slegt med andre Ibsenske Typer. Med alle sine Evner har Julian ikke
Tidens Kongstanke og gaar derfor under. Idet han opstiller
Skjonhedstran-gen i Modsaetning til den kristelige Askese, gaar han til en saadan
Yderlig-hed, at Laeserén maa give Basilios Ket, naar han udbryder: »O du fortabes
under dette Spil af Lys og Taage.« Hans Forfaengelighed, der forst fint
og daempet antydes, vokser og vokser i det tiakts Drama, og tilslut er hans
Selvfolelse bleven saa maegtig, at han foler Verdens Messias levende i sig
og raaber til Vinden: »Vord Storm! inere vestlig! jeg vil det!«
Blandt de Ibsenske Skikkelser, der er udrustede med Evner, men
mang-ler Karakterens Helstobthed og den geniale Umiddelbarhed til at handle i
det rette Oieblik, den Forsagelse af eget Jeg, som er nodvendig for at fölge
en Mission, er der, som man vil se, et Slegtskab. I Nasrheden af denne
Gruppe, hvis fleste Medlemmer tillige blaendes af sin Fantasi, vanker
Fotografen Hjalmar Ekdal (»Vildanden«) som en Slags Paria. Han er Egoist
og .Esthetiker, men af lnveste Rang; baade hans Begavelse og hans
»Opfin-delse« et Hiernespind; derfor er han med sine Praetensioner en Pjalt og
lat-terlig fra forst til sidst.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
