Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
store handling — (at anerkjende Sigurd) — og saa forsomtc den!«
Hvilken udfordrende Tro ligger der ikke i disse Ord: Hvis I var bleven
Konge alene for at anerkjende mig.
Bjornson har ogsaa skildret den Magtstjaalne, som ikke kan handle,
— det er Harald Jarl i »Sigurds anden Flugt«. Han gjor det med en
robust Sundheds og et kjajrligt Hjertes uendelige Medlidenhed, en
Medliden-hed, der forovrigt gjor den naevnte Del af Trilogien saa hel og
stemnings-fuld, at den i scenisk Virkning maaske bairer Prisen lor de ovrige Dele.
At ogsaa »Sigurds Hjemkomst« virker fra en norsk Scene, har den
aller-seneste Tid bevist; men der gik rigtignok en megct lang Aarrsekke, for den
hele Trilogi naaede frem til Braeddcrne.
Hurtigere gik det med Digterens naistc Verk, der opnaaede en
Succes, som horer til de mcget faa Undtagelser i den norske Scenes Annaler.
Det var »Maria Stuart i Skotland« (1864).
Bjornsons Evne til at se, fylde og afslutte dramatiske Situationer har
i dette virkningsfulde Skuespil feiret Triumfer; han har — ligesom Ibsen
senere i Keiser og Galilaser« — stillet Askesen op mod Livets Skjonhed
og Nydelse, og begge to har de va;ret Nordmxnd nok for tilbunds at maale
Svaelget. Det er med Sandhed sagt — og enhver Nordmand har ved
Gjen-nemlassningen af »Maria Stuart« folt det — at Digteren hjemmefra bringor de
bedste Forudsaetninger til at forstaa don skotske Puritanisme; maatte han
ikke solv i sin forste Ticl formelig stjaelo sig til at digte som til en Syndr
Men med alt dette har Kritiken gjort berettigede Indvendinger mod
Maria Stuart selv, og for at forstaa disse Indvendinger, for at se, hvorfor
denne »Skotlands skjonne Sfinx« i cn hoiere Grad ond egentlig psykologisk
tilstedoligt svarer til dette Navn, vil vi et 0ieblik botragte de Bjornsonskc
Kvindetyper i det Hele taget.
Vi begynder mod at erindre om, hvad vi ovenfor sagde: Kvinden
staar hos Bjornson paa et hoit Sted, som Solen b aeror Straaler paa; til do
dzemoniske Dybder i hondes Vaesen stiger han naesten aldrig nod. Han
be-rorer en Kvindes Feiltrin, men han dvaeler ved hondes Soning, han forer
hende i Fristelser, men hun seiror ved den Saedelighedens storo Magt,
hvor-paa han tror. Solv hvor han cn enkelt Gang skildrer et Forhold, der vilde
indbyde Andre til at domme, or han mild; men i Maria Stuart kraever
unogtolig Historien, at han skuldo v;ere strongero, og Dramaet vilde havo
vundet dorvod.
Der tales i Stykket 0111 Dronningens Halvhed; men hun har sikkert
vasrot helore i visse Maador, end Bjornson togner honde. Hvis vi hos
hende havde seet merc af Halte-Huldas daemonisko Princip: Don, som har
storst Behov, har storst Rot«, saa vildo Dramaet vundet i Koncentration og
naaet cn Klimaks, som man nu savner.
Man har et Pendant til denne mildo Opfatning i »Fiskerjenten« 1868),
men her bliver Karaktoron ikke uklar ollcr fortegnot; man ser kun, at
Digteren inden en vis Type har valgt det elskvierdigstc og mindst farefulde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
