Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
over Solskinnet leger, nu i Sorgen
smel-ter op til Taarer.
Har han spurgt efter mig?’ hviskede
Synnove. — »Han har nsesten ikke
talt.« Ingrid huskede Seddelen, og den
begyndte at trykke hende. — Er han
da ikke god til at tale?« — Jeg ved
ikke, hvorledes han har det; — han
taenker vel desmere.« — »Lajser han?«
— Mor har liest for ham; nu maa liun
gjore det hver Dag.’- — »Hvad siger han
saa? — Mej, han siger nresten Ingenting,
horer du. Han ligger blot der og ser. <■ —
»Det er i den malede Stue, han ligger?-
— Ja«. — Og vender Hovedet mod
Vindöjet? — Ja. De taug begge en
Stund. Saa sagde Ingrid: »Den lille
Sankthanslegen, du engang gav ham, den
h;enger der i Vindöjet og vender sig.«
Ja, det er det samme,« sagde
Synnove pludselig og staerkt; »aldrig i
Verden skal Nogen faa mig til at slippe
ham, enten det nu gaar saa eller saa!«
Ingrid blev meget beklemt. -Doktoren
ved ikke, om han faar Hilsen sin igjen,
hviskede hun.
Nu haevede Synnove Hovedet med
tilbageholdt Graad, saa paa hende uden
at sige et Ord, lod det saa igjen falde
og blev siddende i Tanker; de sidste
Taarer randt sagte nedover Kinderne,
men ingen ny kom efter; hun foldede
Hrenderne, men rorte sig ellers ikke:
det var, som hun sad og tog en stor
Beslutning. Rejste hun sig da pludselig
med et Smil, ludede sig nedover Ingrid
og gav hende et varmt, langt Kys. »Er
han hilselos, saa skal jeg pleie ham.
Nu taler jeg til mine Forajldre!
Dette rörte Ingrid meget; men för
hun kom til at sige noget, folte hun sin
Haand grebet: Farvel Ingrid. Nu vil
jeg gaa opover alene. < — Og hun vendte
sig meget hurtig.
»Det var den Seddelen,« hviskede
Ingrid efter hende. »Seddelen ?< spurte
Synnove; Ingrid var allerede oppe, ledte
den frem og gik hen til hende med den ;
men idet hun med sin venstre Haand
puttede den ind paa hendes Barm, slog
hun sin hojre omkring hendes Hals og
gav hende nu Kysset igjen, mens
Synnove fölte hendes Taarer falde varme
og store paa sit Ansigt. Saa skjöd
Ingrid hende sagtc ud af Doren og lukkede
den i; for hun havde ikke Mod til at
se Resten.
Synnove gik sagte ned ad Trappen
paa sine Hosesokker; men da Tankerne
vare hende formang“, kom hun
uforva-rende til at gjore Stöj, blev rajd, hoppede
ud af Gangen, greb Skoene og ilte med
dem i Haanden forbi Husene, over
Markerne og lige bort til Grinden; der
stansede hun og trak dem paa, begyndte
at gaa opover og skyndte sig, fordi
Blodet var kommet i Fart. Hun gik
og smaasang og skyndte altid tnere og
mere paa, saa hun tilsidst blev trajt og
maatte snette sig. Saa huskede hun
Seddelen.–-
Da Buhunden gjorde Stöj den nreste
Morgen, Gutterne vaagnede, og Kjoerne
skulde malkes og slippes, var Synnove
endnu ikke kommet.
Som Gutterne stod og undrede sig
paa, hvor hun kunde vajre, og fandt
ud, at hun ikke havde ligget hele Natten,
— kom Synnove. Hun var meget bleg
og stille. Uden at sige et Ord gav hun
sig til at lave Mad for Gutterne, lagde
Niste ned og hjalp siden med at malke.
Taagen trykkede endnu de
lavtlig-gende Aase, Lynget glittrede af Dug
henover den brunrode Hej, det var lidt
koldt, og naar Hunden gjoede, svarte
det rundtomkring. Buskapen blev
slup-pet; den rautede mod den friske Luft,
og Ko paa Ko tog afsted udover
Raa-ket; men derfremme sad alt Hunden,
tog mod dem og modte for dem, til
alle var sluppet, hvorpaa ogsaa han
slap dem frem; Klokkelyden dirrede
henad Aasen, Hunden gjoede, saa det
skar igjennem, Gutterne prövede, hvem
som kunde hauke stajrkest. Fra al denne
Larm gik Synnove bort og ned til det
Sted paa Stolen, hvor Ingrid og hun
pleiede at sidde. Hun gra;d ikke, sad
stille og stirrede og majrkede af og til
hin iltre Stoj, som nu fjernede sig og
flod bedre sammen, jo tengere bort den
kom. Under dette begyndte hun at
smaanynne, derpaa at synge lidt hojere
og saa med klar, höj Stemme fölgende
Sang. Hun havde laget den 0111 efter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
