Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
den frem, kunde vel alletider ogsaa den.
Uiekken opunder og frem, og kom nu
did, hvor Furuen stod og pustede i
Bak-ken. »Kjaere, kjiere Furu, kan du ikke
slippe mig frem; jeg er saa liden, jeg,«
sa’ Ba:kken, kyssede Furuen paa Foden,
og gjorde sig saa inderlig laekker.
Furuen blev skamfuld ved det og slap
den frem. Men Birken lettede paa sig,
för Brckken spurte. Hi, hi, hi,« sa’
Btekken og voxede. »Ha, ha, ha,« sa’
Baikken og voxede. -Ho, ho, ho!«
sa’ Baikken og kastede Lynget og Fneren
og Furuen og Birken fremstupes og paa
Ryg op og ned i de store Bakker.
Fjseldet sad i mange hundrede Aar og
tainkte paa, om det ikke havde draget
paa Smilet den Dag.
Det var tydeligt nok: Fjaildet vilde :
ikke blive ktedt. Lynget aergrede sig,
saa det blev grönt igjen, og da tog det \
afsted. »Frisk Mod!« sa’ Lynget.
Eneren havde rejst sig paa Hug for
at se paa Lynget; og saa lam ge sad den
paa Hug, til den sad opret. Den klöede
sig i Haaret, satte ivej, og bed saa
fast, at den syntes, Fjaildet maatte kjende
det. »Vil ikke du have mig, saa vil
jeg have dig.« Furuen krogede lidt
paa Tseerne for at kjende, om de vare
hele, lettede saa paa den ene Foden,
som var hel, saa paa den andre, som
ogsaa var hel, saa paa dem begge to.
Den undersögte först, hvor den havde
gaaet, dernajst, hvor den havde lagt,
og endelig, hvor den skulde gaa. Tog
den saa paa at rusle ivej og lod, som
den aldrig havde faldet. Birken havde
sölet sig saa stygt til, rejste sig nu og
pyntede sig. Og nu bar det afsted,
fortere end fort, opover og lil Siderne,
i Solskin og Regnvejr. »Hvad er det
ogsaa for noget,« sa’ Fjeldet, naar
Sommersolen stod paa, det glittrede i
Duggen, Fuglene sang, Skovmusen pel),
Haren hoppede, og Roskatten gjemte sig
og skreg.
Saa var Dagen kommen, at
Lynget fik det ene 0je opover Fjaeldkanten.
»Aanej, aanej, aanej!« sa’ Lynget, —
og va;k var det. »Kjrere, hvad er det
Lynget ser,« sagde Eneren og kom
saa-vidt, at den fik kige op. »Aanej, aanej!« I
skreg den og var vcek. »Hvad er det,
som gaar af Eneren idag?« sagde Furuen
og tog lange Skridt i Solheden. Snart
kunde den lofte sig paa Taeerne og
glytte op. »Aa—nej!« Orene og Pigger
blev staaende ende tilveirs af Forundring.
Den kavede afsted, kom op, og va;k
var den. »Hvad er det, alle de andre
ser, og ikke jeg,« sa’ Birken, lettede
Skjorterne vel op og trippede efter.
Der fik den hele Hovedet op med en
Gang. »Aa-aa! — staar her ikke en
stor Skog baade af Furu og Lyng og
Ener og Birk oppe paa Marken og
ven-ter os,« sa’ Birken, og Bladene skalv i
Solskinnet, saa Duggen trillede. »Ja,
slig er det at naa frem,« sagde Eneren.
D i g t e.
—£32"?—
Over de heje fjaelde.
(Af „Arne“.)
Undrer mig på, hvad jeg får at se
over de hoje fjcelder
öjet möder nok bare sne;
rundt omkring står det gronne t ra;,
vilde sa gaerne over; —
tro, når det rejsen vo ver?
0rnen löfter med staerke slag
over de höje fja;lde, —
ror i den unge, kraftfulde dag,
maetter sit mod i det vilde jag,
saenker sig, hvor den lyster, —
ser mod de fremmede kyster!
Lovtunge apal, som intet vil
over de hoje fja;lde?
spraetter, når somren stunder til,
venter til na;ste gang, den vil,
alle dens fugler gytiger,
ved ikke, hvad de synger; —
den, som har laengtet i tyve är
over de höje fja;lde, —
den, som ved, at han ikke når,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
