Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Og Kolbein blandede sin staerke Rost
med de Andres i Sangen.
Omsider var Psalmen sluttet og
Prre-sten tren op paa Praekestolen. Han
talte höit og talte hurtigt, og Folket sad
nassten med gabende Munde for at
op-snappe et af de mange Ord, der som
skvaldrende Fugle strog hen over deres
Hoveder. Og da en halv Time var
gaaet og det hoitidelige Amen lod ud
over Forsamlingen, satte det en Stopper
ved mangen örkeslos Tankeraekke, der
havde udspundet sig i denne
Andagts-stund, hvor Opbyggelsen savnedes.
For Signe gik Prrekenen ligesaa
upaa-agtet hen, som for de fleste Andre. Men
ikke blot Ordet, den hele kirkelige
Handling gled forbi hende, som et
Drommesyn. Hun havde lagt saamegen
Styrke ¡)aa denne Vandring op over
Kirkeveien mellem den hviskende,
haan-smilende Forsamling, og nu var der kun
en kort Frist . . . saa maatte hun frem
igjen! »Ak hvorfor aabnede Jorden sig
ikke under hende, saa hun med et
for-svandt fra denne Verden!«
Da lukkede Kolbein Stolen op. Der
udenfor stod Massi med Barnet og de
andre Faddere.
»Ak, saa maatte hun frem! der var
ingen Frelse for hende.« Og hun listede
ud af Stolen og modtog Barnet i sine
skjielvende Arme.
Hun gjorde et Skridt fremad . . .
hun saa sig tilbage efter Faderen. Han
nikkede til hende og stod fajrdig til at
fölge efter hende . . . nei hun maatte
ikke vige, det folte hun. Der var noget
i hans 0ie, som drev hende . . . og hun
tog det naäste Skridt. Men hvorledes
naa den lange Vei op til Alteret, naar
hun ikke havde mere Styrke end det
lös-revne Baand i Stormen?
Men som Signe stod der og festede
det forvirrede B!ik omkring sig og tabte
Maal og Sigte, tren Rebekka ud af
Prae–stens lukkede Stol oppe nsermest Alteret
og skred raskt nedover Kirkegulvet til
hende: »Kom, Signe Kolbeins-Datter,
lad mig tage Barnet Dit, saa skal jeg
holde det over Daaben,« sagde hun med
hoi og klar Röst, saa det sang hen
gjen-nem Kirken. »Det er det Mindste, jeg
kan gjöre for Dig, . . . men det er
og-saa det Meste,« föiede hun kja;rligt til,
idet hun tog Barnet i sine Arme og
vin-kede Signe og de Andre at folge med
sig op til Choret, hvor allerede Prassten
var begyndt paa Daabsakten med de
andre Bom.
Med hoi Vaerdighed og langsom Gang
skred Rebekka med Signe ved sin venstre
og Kolbein ved sin hoire Side hen
gjen-nem den bestyrtede Forsamling, hvem
dette Syn kastede en Torn i det
ukjaer-lige Sind, og da den lille Flok endelig
stod foran Döbefonden, maalte hun, staerk
og overlegen, sit Blik med Broderens vrede
gnistrende 0ine. Men den Ting lod sig
ikke rette paa; idag seirede Rebekkas
Villie.
Da Acten omsider var forbi, vendte
de tilbage i samme Orden og da hun ved
Kirkedoren gav Barnet til den neiende
Massi, som ved denne uventede Hjselp
paa Sorgens Dag allerede havde taget sig
lidt op igjen i Forknyttelsen, rakte hun
med vemodig Venlighed Kolbein Starkar
Haanden, trvkkede et Kvs paa Signes
voxblege Kind, og gik da hjem over til
den gamle Pnestegaard, hvor der ifölge
alle Maerker ikke ventede hende nogen
Höitidshvile den Sondag.
En Stund efter vandrede ogsaa
Kolbein tilbage til sin Gaard med Datteren
ved Haanden ligesom han var vandret
hid. Men denne Gang löd der intet
Haanord efter dem.
Alle forstod nu, at en stor Uret var
overgaaet Kolbein Starkar og hans Barn;
og for den Mand og Kvinde, som saa
freidigt havde givet Loven hvad Lovens
var, floi Hattene af, baade af Unge og
Gamle, hvorhelst de gik.
Hjenime ved Kraakenaesgaarden tren
Thorstein Hatle Signe imöde og saa paa
hende med et bonligt Blik i de graa 0ine.
»Gud styrke Dig, Signe!« sagde han
og rakte Haanden ud mod hende, men
lod den hurtigt synke igjen, og saa
skam-fuld ned for sig.
Signe standsede, hun havde en Fölelse
af, at hun skulde sige ham et godt Ord;
men hun fandt del ikke, og han vendte
sig og gik.
Kolbein havde sluppet Signes Haand.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
