Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
dernaest skal man överalt mcrke den digteriskc Inspiration. At Nogen
til-frcdsstillcr begge disse Krav, er saare sjeldent, og det har heller ikke helt
lykkedes Janson i’hans forovrigt livlige historiske Billeder. \’i savner ikke
blot et Midtpunkt, men vi savner den kraftige Haand, der skulde fore os
Aarhundreder tilbage og give os den Illusion, mod hvilken ingen Protest
kan reise sig. Det har aabenbart vaeret Jansons Mening snarere at levere
en Raekke populaere Skildringer, der kunde liave en folkeopdragende
Be-tydning end et virkeligt Kunstverk. Men her er han inde paa en farlig Yei,
som han endnu meget bestemtere folger i sit omfangsrige kulturhistoriske Opus:
Vore Bedsteforasldre«. I Fortalen til denne Bog udtaler han ligefrem, at
han har »optaget mere simpelt historisk Stof end den strenge aesthetiske
Kritiker kan fordoie«. »Paa Bekostning af den aesthetiske Finhed og
Korthed er Bogen forhaabentlig bleven mere nyttig og tiltra;kkende for den store
Ma_“ngde af mine Landsmaend,« skriver han. Det er muligt, men her griber
den gamle Folkehoiskoleherers Paedagogik forstyrrende ind i en kunstnerisk
Opgäve. 1 )enne Blanding af Digtning og Kulturhistorie kan vai re
under-holdende nok; men vilde det ikke til syvende og sidst have vaeret bedre
at lade det historiske Stof blive liggende i sin Pult og blot vise Laeseren
ved sin Kunst, at man sad inde med det? Mon ikke den gode Kunst, naar
Alt kommer til Alt, ogsaa er den sikreste Vei til Folkets Hjerte? Janson
er jo I )igter og ikke Kulturhistoriker; ligesom man af de mange torrede
Blade presser nogle faa Draaber Rosenolje, saaledes skal Digteren presse
Essensen af det historiske Stof; og mere vajrd end al Verdens Noter og
Anmerkninger bag i Bogen er et Par Linjer inde i Teksten, der maler saa
energisk, at enhver Xote bliver överflödig.
Janson har kaldt sit Verk »Vore Bedsteforaeldre«. Han tilhorer
selv en Slegt, hvor Nordahl Brun vankede, og livor Traditionen visselig har
vaeret levende. (Om vi ikke er feil underrettede, har den b erom te
Bergens-poet skrevet 30—40 Breve til Kristofer Jansons Oldefader, Breve, som
imidlertid for laengere Tid siden er tilintetgjorte.) Mon det ikke havde
va;ret rigtigere at bygge ligesaameget paa denne Tradition, som paa det
historiske Materiale? En saa naerliggende Periode som den, Janson her har
skildret, knever Traditionen som den vaesentligste Basis. I lan kunde uden
Skade vovet mere paa den og paa sin digteriske Anelse, end han har gjort,
skjont de begge selvfolgelig spiller ind med.
Blandt Digterens ovrige Arbeider skal vi naevne Eventyrdigtningen
Austanfyre Sol og vestanfyre Maane« og Fortasllingen »Han og Ho«, efter
Oplagene at domme Jansons mest Ireste Bog. Det er ikke en
Bondefortael-ling, men den foregaar paa Landsbygden og skildrer de Farer, der moder en
sund og oprindelig Folelse i Bylivets aandelige Letfaerdighed. Desvaerre er
Forfatteren gaaet altfor lidet tilbunds i sin Karakteristik af denne
Letfaerdighed, og Indtrykket af den stemningsfulde Fortaelling svaekkes derved, at
Psykologien undertiden erstattes af Sympati og Antipati.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
