Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
brede Dal med Agre og store Skove
ham et frugtbart Kanaan, hvor Sindet
kunde udvide sig og Oiet forlystes i
Solskin og rank Vaext efter al
Forkrob-lingen der nordpaa.
Men det forste, som stodte hans
0ie, da han glad og ivrig sprang af
Kariolen, forat tage sin nye Praestegaard
i Besiddelse, var dette gamle Hus —
saa kroget og forsomt, men alligevel saa
trodsigt i al sin Skrobelighed.
Prresten Jitrges kunde ikke begribe,
at Formanden i Kaldet havde kunnet
lade et saadant Skrammel staa uden
Reparation, og noget af det forste han
derfor spurgte om, da han modtes med
Bygdens beste Maind, var dette med
Huset, hvorledes det kunde gaa for sig,
at en af Prrestegaardens Bygninger
hen-stod i en saadan Forfatning?
Ja det var nu saa altfor galt med
det Hus — mente en, han havde
saa-mange (¡ange sagt, der burde gjores
noget ved det; — forlajnge siden — mente
en anden; en tredie havde mange Gange
undret sig paa, at det ikke dat ned af
sig selv.
Ja, men Praesten vilde gjerne vide,
hvem det egentlig paalaa at reparere
Bygningerne paa Praestegaarden ?
En af de aeldste begyndte da at
for-taelle, hvorledes det havde vjeret med
de Ting i hans Fars Ungdom; og en
anden kom med noget han havde hort
af sin Moster, hvis Moder tjente i
Prre-stegaarden, dengang de havde Prausten
Basse — han, som de kaldte for
Stampe-Gunnar og söm engang faldt ned af
Prrekestolen Juledags Morgen; — men
dette blev for langt for den nye Praest.
Han var ikke bange for lidt
Om-kostninger; de kunde jo hjrelpes ad —
1’roast og Menighed — i al
Samdrreg-tighed — ikke sandt? Han —
Praesten — skulde gjerne hugge, saa kunde
Almuen kjore Tommeret frem; var det
ikke saa Landsens Skik fra gammelt? —
de skulde saamrend nok komme overens.
Praesten jiirges nikkede venligt og
saa omkring i Kredsen fra den ene til
den anden. Ingen sagde hverken ja
eller nei; de syntes nok, det gik svaert
fort. Men saasnart der var kommen
nogenlunde Orden efter Indflytningen,
sendte Praesten sine Husmaend — ja
han fulgte selv med i Skoven og
hug-gede med Liv og Lyst, hvad der kunde
vaere passeligt til Reparationen.
Mens de arbeidede, kom der to
Maend gaaende. Praesten kjendte dem
og gik dem glad og varm imode. Det
var noget saa uvant for ham at have
denne Maengde Traer at vaelge iblandt.
Skoven laa til Praestegaarden eller til
Bygden, Rettighederne vare saa
mang-foldige og indblandede, Graenserne
vidt-loftige og ubestemte — han havde laest
en hel De! Papirer om det; men det
var jo ikke muligt at huske.
Hoved-sagen var, at Skoven var offentlig
Eien-dom, og Traer var der nok af.
»Se her — mine Venner!« raabte
Praesten Jiirges og rakte sine Haender
mod de to ; nu skal det gamle
pukkel-ryggede Hus faa Skik paa sig; se for
deilige Traer, jeg har fundet mig!«
De to Bonder sagde forst Goddag,
Gud signe Arbeidet, vakkert Veir og
mange andre Ting, som horte til deres
Maade at begynde paa; og de lod sig
ikke forvin e af de hurtige Ord.
Prce-sten Jiirges, som kjendte Bonden
til-bunds, agtede hellerikke stort paa det,
de stod og mumlede, men snakkede
vi-dere om sine Traer.
Imidlertid skulde de, som hug for
Praesten, just tage fat paa et nyt Trae;
men de stod og tovede, puslede med
0xeskafterne og syntes vente paa noget.
»Nu?« — raabte Praesten; »hug vaek
— Folk! tag den Granen der ved
Stenen, som jeg har vist Jer; — ikke sandt?
— det er et godt Trae — og passeligt
stort?«
Aa jo; det manglede ikke paa det;
Traeet var v el nok. Der var ellers —
mente den ene af de to Maend, — en
Plads laenger ost i Skoven, hvor de
pleiede at hugge for Praestegaarden;
hvis-som atte Praesten — ae — vilde folge
med dem, saa skulde de vise ham —
Aa langtifra! de skulde saamaend
ikke have nogen Uleilighed for hans
Skyld; han skulde nok finde, hvad
han behovede. Og jo naermere
Praeste-gaarden desto letvintere for Almuen,
som skulde kjore det frem; — Traer
var her jo — Gud vaere lovet — nok af.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
