Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del - 17. De røde ulve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
-.».- ,WÆMsvks Ism- Ti –—»-·.- s–
.· —161—«
,,Der er de!« raabte Glenarvan.
De satte begge i et endnu rastere løb, og nogle
sgieblikke senere traf de paa den af Paganel førte af-
deling.
Et glædesskrig trængte sig frem af lordens bryst
Robert var der, levende og i god behold, baaret af den
prægtige Thaouka, der vrinskede af glæde, da den gjen-
saa sin herre.
»O, mit barnl mit barnl« raabteeGlenarvan med
et uudsigelig udtrhk af omhed·
De sprang begge af sadelen og kastede sig i hinan-
dens arme. Derpaa var det indianerens tur at trykke
kaptein Grants modige son til sit bryst.
»Han lever! han leverl« raabte Glenarvan·
,,Ja,« soarte Robert, ,,takket være Thaoukal«
Judianeren var allerede ilet bort til sin heft, han
talte og kjælede for den, som om der havde rulletmennes -
«skeligt blod i det stolte dyrs aarer.
Derpaa vendte han tilbage til Paganel og sagde:
«Kjæk gutl«
Og idet han brugte den sædvanlige indianste om-
skrivning for at betegne hans mod, tilføiede han:
»Hans sporer har ikke skjælver«
Imidlertid omfavnede Glenarvan Robert og sagde:
D»Hvorfor· overlod du ikke til Thalcave og mig at
vove dette sidste forng paa at frelse dig ?«
,,Mylord,« svarte gutten i dybeste taknemmelighed,
«var det ikke nu min tur at ofre mig? Thalcave har
Kaptein Grants barn. 11
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
