Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Samtidens fyrster
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
rentisme spillet ind. Men der har sikkerlig ogsaa
virket andre ting med.
Savonarola kom fra provinsen og stod ganske
utenfor al klassisk dannelse.. Han var ingen humanist,
han hadet i det hele den hedenske tidsaand; som
dominikanermunk tordnet han mot tidens og kirkens
fordærvelse. Og han optraadte uten frygt og
persons-anseelse ; saaledes negtet han jo selve Lorenzo
Magni-fico syndsforladelse, da han laa for døden. Han var
veltalende, og han var uegennyttig, glødende av
overbevisning. Som prior for San Marco-klostret i
Firenze trodde han sig guds utvalgte redskap, hans
specielle utsending for at frelse kirken. En
selvbestaltet Moses, som skulde føre folket ut av ørkenen;
som alle fremragende vækkelsesprædikanter hadde
han en stor evne til at være dus med Vorherre.
Endog humanister omvendte sig. Det var jo noget
vivører ogsaa den gang pleiet: de slog om paa sine
ældre dage; saaledes vet vi at selve Boccaccio, som
døde mere end et aarhundrede tidligere (1375), gjorde
det i de graanende aar og følte „angst for guds
vrede". For Savonarola’s bodsprædiken faldt
renæs-sanse-skikkelser til fote som Pico della Mirandola,
som jo hadde elsket i hvert palads og i hvert smug:
han brændte sine elskovs-kvad og kom endog i tanke
om at træde ind i hans munkeorden. Han og en
anden humanist, Angelo Poliziano, ønsket at
begraves i hans kirke San Marco. En tredje humanist var
Girolamo Benevieni, som hadde været medlem av det
platoniske akademi i Firenze og som jo hadde skrevet
canzoner og sonetter til elskovsgudens pris; han
20
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
