Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - III.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Roser, og gjennem de luftige Hvalv blaaned
den aftenblaa Himmel dæmrende ind, mens
gyldne Lys, og Lys af Guld med Brand af
Purpur, skød sig i Gloriestraaler fra alle
Blomstertemplets svævende Linieguirlander. - -
Hvid og stille laa Edele derinde, med den
gamle Mands Haand mellem sine. Langsomt
aanded hun Livet ud, Drag for Drag; svagere
og svagere højned Brystet sig, tungere og
tungere blev hendes Øjelaag.
»Hils — Kjøbenhavn!« var hendes sidste,
svage Hvisken.
Men hendes sidste Hilsen, den hørte der
Ingen. Den kom end ikke som Aande over
hendes Læber, hendes Hilsen til ham, den
store Kunstner, som hun i Løn havde elsket
af hele sin Sjæl, men for hvem hun Intet havde
været, kun et Navn, hans Øre kjendte, kun een
fremmed Skikkelse mere i et stort, beundrende
Publikum.
Og Lyset svandt i blaalig Skumring, og
Hænderne sank matte fra hinanden.
Skyggerne voksed — Aftenens og Dødens.
Etatsraaden bøjed sig ned over Lejet og
lagde sin Haand paa hendes Puls og vented
stille, og da det sidste Liv var rundet bort,
den sidste svage Blodets Bølge stilnet, saa
løfted han den blege Haand til sine Læber.
»Lille Edele!«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
