Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XI.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
lille, øde Kammer, hvor der ikke fandtes andet
end de Kufferter, hun havde havt med fra
Hjemmet, og der sad hun ofte, Time efter Time,
til Solen sank derude over Verden og fyldte
Kammeret med rødligt Lys; der martred hun
sig selv med Tanker, stindere end Torne, og
slog sig selv med Ord, langt hvassere end
Svøber, til hun forvirredes af Kval og Pine og
søgte en døvende Trøst i at slænge sig henad
Gulvet som en Ting, for fuld af ækel
Raaddenskab og Bærme, et Aadsel af sig selv, for
væmmeligt til Sæde for en Sjæl. — Sin Mands
Skjøge, den Tanke var aldrig af hendes Hjærte,
med den smed hun sit Selv foragteligt ned i
Støvet under hendes Fødder, med den stænged
hun ude hvert Haab om Gjenoprejsning, med
den forstened hun hvert Lykkeminde.
Efterhaanden kom der en haard, en brutal
Ligegyldighed over hende, hun holdt op med
at fortvivle som hun var holdt op med at haabe,
hendes Himmel var styrtet sammen, og hun
følte ingen Trang til at drømme den i
Hvalv igjen, hun gjorde ingen Fordring paa
Salighed, hun var ikke for god til Jorden og
Jorden ikke til hende, de var hinanden værd;
hun kasted intet Had paa Erik, ikke heller
trak hun sig i Rædsel tilbage for ham, hun
tog mod hans Kys tværtimod, thi hun havde
altfor megen Foragt for sig selv til at hun
skulde unddrage sig dem, hun var jo hans
Kone, en Mands Kone!
Ogsaa for Erik var det bittert at vaagne,
Skjøndt han med en Mands prosaiske
Fremsynethed havde sagt sig selv, at det nødvendigvis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
