Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XIII.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
frem, men han undrede sig stedse over, at det
virkelig var ham, der havde skrevet alle disse
kjønne, kunstfærdige Ting, og han fik
regelmæssigt Taarer i Øjnene ved sine egne Vers.
Han vilde imidlertid ikke for Alt i Verden have
byttet med den Stakkel, der havde skrevet
dem.
Pludseligt, hen paa Foraaret, blev saa Gerda
syg og kunde ikke leve.
En Morgen tidlig, det var den sidste,
vaagede Niels inde hos hende. Solen var ved at
staa op og kastede et rødt Skjær paa de hvide
Rullegardiner, medens Morgenlyset, der trængte
ind ved Siden af Gardinet, endnu var blaat
og gjorde Skyggen blaa imellem Sengens hvide
Folder og under Gerdas blege, tynde Hænder,
som de laa samlede foran hende paa Lagenet.
Kappen var gledet af hende, og hun laa med
Hovedet langt tilbage, helt forandret, saa
underlig fornem ved Sygdommens skarpe, spidse
Træk. Hun bevægede Læberne som for at
væde dem, og Niels greb efter Glasset med den
dunkelrøde Drik, men hun vuggede
benægtende med Hovedet. Saa drejed hun med Et
sit Ansigt om imod ham og stirred anstrængt
paa hans kummerfulde Træk. — Jo længer hun
saae paa al den dybe Sorg, de viste, og al den
Haabløshed, de bar til Skue, desto mer gik
hendes angstfulde Anelse over til en frygtelig
Vished.
Hun stred for at rejse sig, men kunde ikke.
Niels bøjede sig hurtigt over hende, og hun
greb fat i hans Haand.
»Er det Døden?« sagde hun, dæmpende sin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
