Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XIII.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Da brast det for Niels, han havde holdt igjen
mod Fortvivlelsen, saalænge det var muligt at
haabe, nu kunde han ikke længer. Han gik
ind i den mørke Stue ved Siden af
Sygeværelset, og stirred ud igjennem de dunkle Ruder,
imens hans Negle trykked sig ind i
Vinduespostens Træ; hans Øjne ligesom aad sig
gjennem Mørket efter Haab, hans Hjærne krymped
sig til Spring mod et Mirakel, saa blev det
klart et Øjeblik og stille, og i den Klarhed gik
han bort fra Vinduet og kastede sig ned over
et Bord, der stod, og hulked uden Taarer.
Da han kom ind i Sygeværelset igjen, havde
Barnet Krampe. Han saae derpaa, som om
han vilde dræbe sig dermed, disse smaa
Hænder, der knyttede sig sammen, hvide med
blegblaa Negle, disse stive Øjne, der drejed sig
ud af deres Huler, denne fortrukne Mund, hvor
Tænderne skurede imod hinanden med en Lyd
af Jern i Sten, det var forfærdeligt og saa dog
ikke det Værste. Nej, men da Krampen saa
holdt op og Legemet blev blødt og bøjeligt
igjen, og gav sig hen i Lykken ved den mindre
Smerte, saa den Angst, der kom i Barnets Blik,
naar det mærked fjærnt, at Krampen kom igjen,
den stigende Bøn om Hjælp, som Pinselen kom
mer og mere nær, nej det, og saa ikke kunne
hjælpe, ikke med sit Hjærteblod, ikke med Alt,
hvad han ejede og havde: — han hæved sine
knyttede Hænder truende mod Himlen, han
greb ned om sit Barn i en vanvittig Tanke om
Flugt, og saa kastede han sig ned paa Gulvet
paa sine Knæ og bad til den Vorherre der i
Himlen, som holder Jorderig i Angst ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
