24 Andersson — Angerer & Göschl 1481—1600«, H.1-4 (tillsammans med G.E. Klemming, 1889—92), »Bibliographia Klemmingiana 1844—1889« (i »Ur några antecknares samlingar«, 1891), det bio-bibliografiska arbetet »Upsala universitets styresmän, lärare och tjänstemän 1872—1897« (1897) och »Svensk Comenius-bibliografi« (1898). Svenskt biografiskt lexicon, I, 1918, S. 724—28; Nekrolog av I. Collijn (Nordisk tidskrift för bok- och biblioteksväsen, X, 1923). H. Sdr. Andersson, Nils Bernhard (1858— 1924), svensk bokbindare. Verksam i Stockholm. Efter utbildning i sin hemstad Falun och i Gävle, där han 1876 blev gesäll, kom han till Stockholm. Med stipendium från Stockholms hantverksförening företog A. en studieresa till Paris, varifrån han återvände 1883. Han blev därefter egen mästare i Stockholm till år 1917, då hans verksamhet inköptes av Nordiska kompaniet. A. var en sällsynt skicklig fackmann, som i grunden lärt yrkets detaljer. Han var en av de sista stora konsthantverkarna inom sin bransch, och hans bokband karaktäriseras av en sober och säker smak samt av ett fulländat tekniskt utförande. G.M.Silfverstolpe: Bokbindare i Stockholm 1630—1930, 1930. ÈE. F. Andersson, S a m u e 1 (1773—1857), svensk exlibriskonstnär. Kopparstickare, gravör vid Vetenskapsakademien och därefter stilgjutare i Rikets ständers bank i Stockholm. Bland hans exlibris kan nämnas ett för överstekammarjunkaren greve Gustaf Piper. A. B. Andrea, Nicolaus (2. Halvdel af det 16. Aarhundrede), dansk Maler og Kobberstikker. Født i Flensborg og sandsynligvis Elev af den ligeledes der fødte Melchior Lorck. A., der lejlighedsvis fejlagtigt har været opfattet som Italiener og som saadan er blevet benævnt Nicolò di Andrea, har efter Stedbetegnelser paa de faa kendte Arbejder fra hans Haand at dømme ført en meget omflakkende Tilværelse. Ligesom Lorck synes han at have besøgt Konstantinopel, idet Stik fra 1578—80 er betegnet som udført der. Stedbetegnelserne paa hans øvrige Arbejder, fortrinsvis Portrætstik, er følgende: Augsburg 1573, Antwerpen 1574, Wien 1581, Danzig 1586, Wilna 1590 og København 1606. Disse sidste Arbejder, et Portrætstik af Christian IV og af denne Konges Fægtelærer Salvator Fabris, fremkom i sidstnævntes: »De lo schermo o vero scienza d'arme«, Kbh. 1606, og er de senest daterede Arbejder fra A.s Haand. Han er en ganske dygtig og djærv Stikker, hvis Arbejder i Fabris’ Fægtebog sammen med Stik af Francesco Valeggio og Jan van Halbeeck medvirker til at give dette første Barokværk indenfor dansk Bogkunst en rig og festlig Virkning. A.R. Angelsaksisk Bogkunst. Fra det 8. Aarhundrede udviklede der sig i England og Skotland en særpræget dekorativ Bogkunst, der i sin Oprindelse var nær beslægtet med + irsk Bogkunst; det var irske Munke, der rejste til England og Skotland som kristne Missionærer, og som bragte deres smukke, dekorative Kunst med sig. Den irske Paavirkning viser sig tydeligst i nogle fra det 8. Aarhundrede stammende Evangeliarer, bl.a. det berømte »Lindisfarne-Evangeliar«. Karakteristiske er de store geometriske Fladeornamenter og de stærkt stiliserede Figurer, Farverne — røde, gule, blaa — er skønne, og Minuskelskriften tager sig prægtig ud i disse Omgivelser. Ogsaa Manuskripter skrevne med Guldskrift forekommer (»Codex aureus«). I det 11. og 12. Aarhundrede naar angelsaksisk Bogkunst sin Kulmination, og der spores nu i Ornamentiken en Indflydelse fra fransk (karolingisk) Bogkunst. Den dekorative Udsmykning er friere i Udførelsen, Linjeføringen er lettere, og Vinranker og Løvværk breder sig ned langs Siderne og ud fra de pragtfulde, farvestraalende Initialer. I det 14. Aarhundrede gaar angelsaksisk Bogkunst sit Forfald imøde. S. Beissel: Geschichte der Evangelienbücher in der ersten Hälfte des Mittelalters, 1906, S. 102—38; F. M adan: Books in Manuscript, 1920; E.G. Millar: Miniature anglaise du X. au XII. siècle, 1923. O. E.S a u nders: Die englische Buchmalerei, I—II, 1927. E. D. Angelsaksisk Skrift bygger ligesom den irske Skrift, fra hvilken den er udgaaet, paa Halvuncialen. Som den irske Skrift havde den to Former, en Rundskrift, der anvendtes til Haandskrifter, og som gik af Brug i det 9. Aarhundrede, og en Spidsskrift, der særlig brugtes til Diplomer. I det 10. Aarhundrede blev Spidsskriften under Indflydelse af den karolingiske Minuskel omdannet og blev bredere og kraftigere. Den angelsaksiske Skrift var den nationale engelske Skrift indtil Normannernes Erobring. I det 7. og 8. Aarhundrede kom den med Missionærer til Fastlandet og benyttedes navnlig ved Skriveskolen i Fulda. F.S teffens: Lateinische Paläographie, 1909; Nordisk Kultur, XXVIII, 1943. E. K. Angerer & Göschl, europæisk berømt grafisk Kunstanstalt i Wien med Filialer i Lon-