Faareskind er det billigste og oftest anvendte Skind til Bogbind; stammer hovedsagelig fra Argentina, Australien og New Zealand. Faareskind behandles i Garverierne saaledes, at de leveres enten ufarvede (naturelle) eller farvede; de forsynes ofte med en kunstig Narv for at imitere ædlere Skindsorter som Maroquin, Chagrin etc. Saadanne kunstige Presninger saavel som de moderne Garvemetoder influerer stærkt paa Skindets Holdbarhed, og de fleste Faareskind, der leveres i Dag, er ringere end de egebarkgarvede Skind, som var i Handelen for ca. 50 Aar siden. O. |. Fabelsamlinger. Fabler (allegoriske Fortællinger eller Digte) hører til Menneskehedens allerældste litterære Frembringelser og er navnlig udbredt i Form af Dyrefabler, hvor man opnaar den tilsigtede, moraliserende og satiriske Virkning ved at lade Dyr optræde og handle ud fra menneskelige Motiver. Den europæiske Fabel har sin Rod i de talrige orientalske Fabelsamlinger og »Fyrstespejle«, hvoraf kan nævnes den indiske »Pantschatantra« og den deraf afledede Samling, der benævnes »Bidpai« eller »Pilpai«, og som i en arabisk Version fra det 8. Aarhundrede faar Navnet »Kalilah wa Dimna« (Navne paa to optrædende Sjakaler). Oversat til Latin ca. 1270 af Johannes de Capua fik den, under Titel »Directorium humane vite«, en meget stor Udbredelse i hele den europæiske Litteratur, og allerede i det 15. Aarhundrede udgaves en Række Oversættelser, ofte i Folio-Format og forsynet med Træsnit. I Tyskland kaldtes Bogen »Buch der Byspel Weisheit der alten Weisen«, og den første nordiske Bearbejdelse, der blev foretaget og i 1618 udgivet af den københavnske Bogfører Christen Nielssøn, fik Titlen »De Gamle Vijses Exempler oc Hoffsprock, met Mange Skiøne Lignelser forklarede«. I 1880 F er Samlingen udkommet paa Norsk, oversat og forsynet med Indledning af Orientalisten C.A. Holmboe, der 1832 havde udgivet en tysk Oversættelse. En anden orientalsk Fabelsamling tilskrives Araberen Lokman (Luqman) og er tidligst kendt fra det 13. Aarhundrede; den blev første Gang trykt i Leiden 1615 og opnaaede senere talrige Udgaver i mange europæiske Lande. Den klassiske, græske Fabelsamling tilskrives Æsop, der angives at have levet i Midten af det 6. Aarhundrede f. Kr., men vistnok er en apokryf Person. Denne Samling, hvis Udbredelse har antaget folkebogsagtig Karakter, udkommer den Dag i Dag i nye Oversættelser over hele Verden, og det kan nævnes, at man alene fra det 15. Aarhundrede kender over 130 forskellige trykte Udgaver. Til Dansk oversattes Æsop af Chr. Pedersen 1556, og i 1603 udkom den første svenske Oversættelse. Til den romerske Litteratur overførtes Æsop bl.a. af Phaedrus, der dog ved en grov Understregning af det belærende i Fabelen betog den meget af dens Ynde. Dette forhindrede dog ikke, at Phaedrus blev særdeles yndet Folkelæsning helt op til vore Dage. Den middelalderlige Fabeldigtning paavirkedes iøvrigt af den fra Ægypten stammende fabuløse Naturskildring, kaldet »Physiologus«, og den er nær beslægtet med det meget udbredte Dyreepos (f. Eks. »Reinicke Voss«) og med de fra det 10. og 11. Aarhundrede stammende Samlinger af moraliserende Dyrehistorier, de saakaldte »Bestiarier«. Af middelalderlige Fabeldigtere og -samlere kan nævnes Tyskeren Stricker (Begyndelsen af 13. Aarhundrede), den engelske Præst Odo af Cheriton (død 1247), men størst Udbredelse opnaaede Schweizer-Munken Ulrich v. Boner’s Samling »Edelstein« fra omkring 1350, der hurtigt efter Bogtrykkerkunstens Fremkomst blev bragt i Trykken; Alb. Pfister i Bamberg trykte to Udgaver (den ene