346 Fuchs — Fuglebøger Han indvandrede hertil 1680 og kom i Christian V.s Tjeneste som en Slags Tusindkunstner; han blev efterhaanden »kgl. Grottemager og Blikslaar«, Fontænemester og Brandnıajor og optraadte ved Siden heraf baade som Forfatter og som Tegner og Illustrator. Han har bl.a. tegnet en Række store Billeder til Hofpræsten H. G. Masius’ Ligprædiken over Christian V.s Søn Chr. Gyldenløve (1709), og i det kgl. Bibliotek findes et sirligt skrevet Manuskript af ham, et Skrift om Brandvæsen, som han har forsynet med et dobbeltsidet allegorisk Titelblad, indtegnede Initialer og Vignetter og adskillige Illustrationer af saglig Karakter, tildels dog kun i Blyantsudkast. Saavel Titelbilledet som Illustrationer og Ornamenter er tydeligvis beregnet paa at skulle stikkes i Kobber, men dette er ikke sket, og Bogen er aldrig blevet trykt. L.N. Fugger, tysk Handelsslægt (fra Augsburg), der nærede stærke bibliofile Interesser og skabte betydelige Bogsamlinger. Blandt Slægtens kendteste Medlemmer var Jacob F. (1516 —75), der til sit Bibliotek bl.a. erhvervede den kendte Nürnbergerlæge Hartmann Schedels store Samling af latinske Haandskrifter og Inkunabler, og Ulrich F. (1526—84), som stod i nær Forbindelse med Henri Etienne og støttede dennes Bogtrykkervirksomhed. Store Dele af Slægtens Samlinger er bevaret, bl. a. i Statsbiblioteket i München og Nationalbiblioteket i Wien. E. D. Fuglebøger. De ældste Eksempler i europæisk Litteratur paa ornitologiske Illustrationer træffes i et Haandskrift fra det 6. Aarhundrede, det saakaldte »Wiener Dioskurides« (Facsimileudgave 1906), og ogsaa i senere middelalderlige Haandskrifter findes flere, ofte smukt udførte Fuglebilleder. I Inkunabeltidens forskellige Naturhistorier, f.Eks. Conrad v. Megenberg’s »Buch der Natur« (1475), møder man primitive Fuglebilleder, men først fra Midten af det 16. Aarhundrede kendes de første egentlige Fuglebøger, f. Eks. P. Belon: »L’histoire de la nature des oyseaux« (1555) med Træsnit af Pierre Gourdelle, Konr. Gesner’s »Icones avium« fra samme Aar og Ulisse Aldrovandi: »Ornithologiæ«, der udkom i Bologne 1599—1603. I det 17. Aarhundrede bliver Kobberstikket det dominerende i Fuglebogslitteraturen, og fra dette Aarhundrede kan nævnes Værker af John Jonston, Fr. Willughby, John Ray o.a., ligesom flere Fyrster udgav smukke Tavleværker med Motiver fra deres zoologiske Haver og Menagerier. Det følgende Aarhundrede præges af store monografiske Værker, og som det første imponerende Eksempel kan nævnes »Vorstellung der Vögel Deutschlandes«, udgivet 1733—63 af Joh. Leonhard Frisch og to af hans Sønner. 1772—77 udsendte Kobberstikkeren A. L. Wirsing det nu meget sjældne Værk »Sammlung meistens deutscher Vögel« med Tegninger af Barbara Dietzsch. J.A. Naumann udgav 1795 —1817 det nu i komplet Stand meget sjældent forekommende Værk: »Naturgeschichte der Land- und Wasser-Vögel des nördlischen Deutschlands und angränzender Länder«, der 1896—1905 udkom i en stor ny Udgave. Af det 19. og 20. Aarhundredes tyske Fuglebøger kan eksempelvis nævnes: J. C. & E. Susemihl’s »Teutsche Ornithologie« (1800—17), J. B. v. Spix’ med haandkolorerede Litografier forsynede Værk om Brasiliens Fugle (1824—25), F. W. J. Baedeker’s monumentale Værk om Fugleæg (1855—63), Ant. Reichenow: »Die Vögel Afrikas« (1900—05) og G. A. J. Krause: »Oologia universalis palaearctica«, hvis Udgivelse standsedes i 1913, efter at 78 af de planlagte 150 Leveringer var kommet. Den franske ornitologiske Litteratur præges i det 18. Aarhundredes sidste Del af Buffon, hvis »Histoire naturelle des oiseaux« foruden som Bind i samme Forfatters store Naturhistorie udkom i to Særudgaver i Folio og Stor-Folio (henholdsvis 1770—86 og 1771 —83). Værkets 1008 Kobbere, tegnet og stukket af F. N. Martinet, blev 1765 og følgende Aar udgivet uden Tekst og udgør Grundstammen i den berømte Planchesamling, der almindeligvis benævnes »Planches enluminées«; til Trods for senere Suppleringer opnaaede den aldrig Fuldstændighed, men er alligevel den største eksisterende ornitologiske Ikonografi. I Napoleonstiden og Aartierne derefter voksede en stærk Interesse for Ornitologien frem og gav sig bl.a. Udtryk i en Række, ofte pragtfuldt udstyrede Værker, hvortil nye Reproduktionsmetoder toges i Brug, og der opnaaedes Resultater, som kun sjældent er opnaaet af Eftertiden. Berømt er saaledes J. B. Audebert’s »Oiseaux dorés« (1802) og F. Levaillants forskellige Monografier om eksotiske Fugle med Illustrationer af bl.a. Jacques Barraband, hvis Elev Pauline Knip tegnede til Pragtværket »Histoire naturelle des pigeons« (1808—11) af C. J. Temminck og F. Prévost. 1834 udkom J.Th.Descourtilz: »Oiseaux brillans du Brésil«, der nu er det maaske mest sjældne ornitologiske Værk, som findes, og af andre af Tidens Fuglemalere kan næv-