Grolierbind — Grotesk 375 nederst paa Bindsiden. Efter Hjemkomsten fra Italien arbejdede utvivlsomt franske Bogbindere for ham ; disse havde lært og udviklet den italienske Teknik. Den franske Gruppe, der er den største af Grolierbindene, har som Helhed den rigeste og ædleste Holdning. Intet Navn er bevaret paa nogen Haandværker eller Forgylder, der har arbejdet for Grolier. Paa de ældre Grolierbind staar Stemplerne efter venetiansk Skik fyldt i Guld, beslægtet med de trykte Friser og Slutstykker inde i Bogen. Senere tryktes krumme Linier med Filét og Rulle; Forsiringerne blev let skraverede og med fine Konturer, der stod let og elegant og kunde fyldes med Farver. Det Baandarbejde, der opstod paa denne Maade, er karakteristisk for Grolierbindene, strenge paa de ældre Bind, senere kartoucheagtigt slyngede og sammensatte til Overdaadighed. Smaa Stempler med arabeskagtige Mønstre, undertiden i fuldt Guld, føjedes ind i Baandværket, der løber ud i bladagtige Forlængelser. Bogens Titel, hvorom det hele ordner sig, staar trykt i fornem Antikva midt paa Bindsiden. Paa samme Plads paa Bogpermen staar Groliers Valgsprog: »Portio mea domine sit in terra viventium«. Enkelte Bind har et andet Motto: »Tamquam ventus est vita mea«. Bindene er i Reglen bundet i Kalveskind, undertiden i Maroquin. En lille Gruppe paa 4 Bind er prydet med Arkitekturmotiver. J. Rudbeck: Zur Entstehungsgeschichte der Grolier-Einbände (Zeitschrift für Bücherfreunde, N. F.IV, 1912— 13); Samme: Om Grolierband i Sverige (Pro Novitate, II, 1914) ; Samme: Om Grolierbandens härkomst (Nordisk tidskrift för bok- och biblioteksväsen, IX, 1922). E. W. Grolier-Club. En i 1884 af Robert + Hoe og otte andre Samlere stiftet meget eksklusiv amerikansk Bibliofilklub. Den har sit eget Hus i New York, har eget Bogbinderi og et fornemt Bibliotek rummende de største Sjældenheder. Gennem sine Udgivelser af bibliografiske og byhistoriske Skrifter, Privattryk og overmaade kostbare Luksusudgaver, ved Afholdelse af Udstillinger og paa anden Maade har Klubben i Aarenes Løb haft en dominerende Indflydelse paa amerikansk Bibliofili og Boghaandværk. P. B. Grosch, Heinrich (1763—1843), tysk Maler og Kobberstikker, virksom i Danmark og Norge. Uddannedes 1790—94 paa Kunstakademiet i København, hvor han 1793 vandt den mindre Sølvmedaille. Han var en Ungdomsven til Thorvaldsen og ligesom denne en varm Tilhænger af Klassicismen. Hans Kobberstik, hvortil hører en Serie norske Pro- spekter, hvis første Hæfte udkom 1797, er nærmest af haandværksmæssig Karakter; kunstnerisk Værdi har dog hans stemningsfulde, i Akvatinta-Maner udførte Landskabsbilleder i Almanakken »Idunna« for 1799. I 1811 forlod han Danmark og bosatte sig i Kristiania, hvor han 1819 udnævntes til Lærer ved en nyoprettet Tegneskole, og hvor han blev til sin Død. A. Bugge: Arkitekten, stadskonduktør Chr. H. Grosch, 1928, S. 3—28, 223—28. L. N. Grosch, Henrik August (1848—1929), norsk bibliofil. Museumsdirektør. Forlot 1897 den juridiske embedsbane for å ofre seg for reisningen av Kunstindustrimuseet i Oslo, hvis direktør han var inntil 1919. Har utgitt praktverker over gammel norsk vevkunst. Stiftet 1908 »Norsk forening for grafisk kunst« og var dens formann til 1923, og 1900 »Foreningen for norsk bokkunst« sammen med H. Reusch o.a. W.M. Grosso-Sortiment, tysk Form for En gros-Boghandel. Findes mest i centrale Boghandelsbyer som Leipzig, Stuttgart etc. Det virker som Led mellem Forlagene og de Smaaforretninger, der handler med Bøger, men i for ringe Omfang til at kunne opnaa direkte Levering fra Forlagene. I Kraft af stort Forbrug af den paagældende Litteratur kan Grosso-Sortiment gøre saa fordelagtige Indkøb, at det kan indrømme sine Kunder samme Nettopriser som Forlagene selv, evt. plus et ringe Tillæg (5 %). A. F. Grotesk. 1. Trykskrift (ogsaa kaldet Sten- eller Lapidarskrift) med enkle Former og lige, kraftige Linjer uden Skrafferinger. Opstod ved Midten af det 19. Aarhundrede i England og fandt i lang Tid næsten kun Anvendelse til Akcidenser og merkantile Tryksager. Siden Funktionalismens Indtrængen i Bogfremstillingen og Fremkomsten af den saakaldte + elementære Typografi er Skriften imidlertid i udstrakt Grad blevet taget i Brug som Bogskrift, og flere nykonstruerede Former er bragt paa Markedet. — 2. Ornamentform, som stammer fra Antiken og særlig blomstrede under Renæssancen, hvor den ogsaa i stor Udstrækning fandt Anvendelse til Bogdekoration. Fremtræder her i Reglen som Akantus- og Rankeværk, hvori er indtegnet alle Slags fantastiske Dyre- og Menneskeskikkelser, Putti, Masker, arkitektoniske Motiver som Søjler og Kandelabre m.m. Dens Anvendelse til Bogudsmykning naaede sit kunstneriske Højdepunkt i de træskaarne Ti-