Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
92
Men nu da jeg begyndte at bli syk, og jeg fik god tid til at
stille mig de med døden forbundne lidelser for oie; da min sjæl
la a under for trykket av et heftig ildebefindende, og min natur
var utmattet av feberens voldsomhet, vaagnet efterhaanden min
samvittighet, som saa længe hadde sovet, og jeg begyndte at be
breide mig mit forlopne liv, hvorunder jeg ved min usedvanlige
syndefuldhet hadde nedkaldt den guddommelige retfærdighet
over mit hode for at ramme mig med usedvanlige prøvelser og
hjemsøke mig paa en saa straff ende maate.
Disse tanker trykket mig i de første dage av min sygdom
aldeles til jorden, og avpresset mig, først som følge av feberens
heftige anfald, siden paa grund av min samvittighets frygtelige
anklager, nogen ord som lignet bøn til Gud, skjønt jeg ikke vil
paastaa at det var en virkelig av higen og haab ledsaget bøn; det
var nærmest kun min angst og elendighet som uttalte sig deri;
mine tanker var forvirrede, min sønderknusthet stor, og den ræd
somme forestilling at skulle do i en saa elendig tilstand fyldte
mit hode med gjøglende billeder, dannet av min frygt, og i denne
sjæleangst kunde min tunge vel fremstote ord som disse: «O
Gud, hvor elendig jeg er! Skulde jeg bli syk, kommer jeg sikkert
til at do av mangel paa hjælp, og hvad skal der bli av mig!» Da
strømmet taarerne fra mine øine, og en lang stund var jeg maal
løs. —
I denne hvilepause randt min fars advarsel mig i hv, og med
det samme ogsaa hans spaadcm som jeg har omtalt i begyndelsen
av min fortælling, at ifald jeg gjorde hint uoverlagte skridt, vilde
Gud ikke gi sin velsignelse dertil, jeg seiv derimod senere faa tid
nok til at tænke paa at jeg hadde forkastet hans gode raad, naar
ingen vilde være forhaanden til at hjælpe mig paa ret vei igjen.
«Nu,» sa jeg hoit til mig seiv, «er min kjære fars ord gaat i op
fyldelse; den guddommelige retfærdighet har indhentet mig, og
jeg har nu ingen som kan hjælpe mig eller bare høre mig. Jeg
har ikke brydd mig om Forsynets røst, da det saa naadig hadde
sat mig i livsvilkaar hvor jeg kunde ha levet glad og lykkelig; jeg
har ikke villet erkjende det av mig seiv, og heller ikke har jeg villet
lære dets velsignelser at kjende av mine forældre; dem har jeg
forlatt og overgit til sorgen over min daarskap, og nu er jeg seiv
forlatt og maa klage over følgerne av min handlemaate. Jeg har
forsmaadd deres hjælp som har sat mig ind i verden, og som
vilde ha gjort mig livet let, og nu maa jeg kjæmpe med trængsler
som det ligger over mine naturlige kræfter at holde ut, — og ingen
hjælp eller støtte at finde, ikke trøst eller raad!» Og saa ropte jeg:
«Herre, vær du min hjælp, ti jeg er i stor nød!»
Dette var nu — om jeg tør kalde det saa — den første bøn jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
