Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
113
som før da det var aarsdagen for min landing paa øen, hvor jeg
nu altsaa hadde le vet i to aar, og som jeg ikke hadde større
utsigt til at bli utfridd fra end den første dag jeg kom dit. Jeg
tilbragte hele dagen i ydmyg og taknemmelig erkjendelse av de
mangfoldige underfulde naadesbevisninger som hadde fulgt mig
i mit eneboerliv, uten hvilke dette vilde ha været usigelig jam
merfuldt. Jeg takket Gud ydmygt og av hjertet, fordi det hadde
behaget ham at bevise mig muligheten for at bli lykkeligere i min
ensomhet end i menneskesamfundets . frihet og blandt alle ver
dens tillokkelser; jeg erkjendte at han var i stand til fuldstæn
dig at gi mig erstatning for savnene i min ensomhet og mangelen
paa menneskelig selskap, nemlig ved sin stadige nærværelse, ved
den naade han har vist min sjæl ved at opretholde, trøste og op-,
muntre mig til at forlate mig paa hans forsyn i dette liv og haabe
paa evig samfund med ham i det kommende.
Jeg begyndte nu at bli mig klart bevisst hvor langt lykkeligere
dog mit nuværende liv var, trods al elendighet, end det syndige,
forbandede, avskyelige liv jeg hadde fort tidligere alle mine dage.
Nu blev mine bekymringer og mine glæder av fuldstændig mot
sat art; endog mine ønsker blev andre, mine tilbøieligheter skiftet
smaksretning, mine glæder blev ganske i sammenligning med
hvad de hadde været ved min landing her eller i de to forlopne
aar. —
Naar jeg tidligere streifet om enten for at jage eller for at se
mig om paa øen, kunde jeg pludselig føle mit hjerte saa beklemt
,som om det vikle briste i mig, naar jeg tænkte paa de skoger,
fjeld og øde strækninger jeg levde i, tænkte paa at jeg var inde
stængt av det uendelige verdenshav som bak evig mur og laas, i
en uhygget vildmark uten utsigt til befrielse. Midt i et oieblik
av den største sindsro brøt denne tanke som en storm løs paa mig,
saa jeg vred mine hænder og graat som et barn. Stundom grep
denne tanke mig midt i mit arbeide, og da satte jeg mig sedvanlig
ned og sukket, og blev sittende slik et par timer, med oinene fæstet
paa jorden, og da var det aller værst for mig, ti kunde jeg endda
faa luft i taarer eller ord, da pleide det at gaa over, og sorgen gav
sig, naar den hadde uttomt sig seiv.
Nu derimot pleide jeg at sysselsætte mig med helt andre tan
ker. Daglig læste jeg i Guds ord, og anvendte alle dets trøste
sprog paa min stilling. Da jeg en morgen var meget nedslaat,
slog jeg tilfældigvis op folgende sted i bibelen: «Jeg vil ikke for
late eller svigte dig.» Straks faldt det mig ind at disse ord var
rettet til mig. Hvorfor skulde de ellers, just i et øieblik da jeg
klaget over min stilling som et av Gud forlatt menneske, bringes
til mig paa en saa paafaldende maate? «Nu vel,» sa jeg til mig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
