Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
208
tællet paa fingrene til sy v. Saa spurte jeg ham hvor der blev av
dem. Han svarte: «De leve, de bo hos mit folk.»
Dette satte mig paa ixye tanter; jeg førestillet mig nemlig
straks, at hine mænd maatte ha hørt til det skib som hadde for
list i sigte av min ø, som jeg nu kalder den, og at de, efterat
skibet hadde stott paa skjæret, og de indsaa at det var uund
gaaelig fortapt, maatte ha frelst sig i sin baat og landet ved hin
vilde kyst blandt de indfodte.
Jeg spurte ham nu nærmere ut om hvorledes det var gaat
dem. Han forsikre! mig at de levde der endnu, at de nu hadde
været der omtrent fire aar, at de vilde lot dem være i fred og
endog gav dem levnetsmidler. Jeg spurte ham hvorav det kom
at de ikke dræpte dem og spiste dem op. «Nei,» sa han, «de gjore
bror med dem.» Det skulde, saavidt jeg forstod ham, betyde vaa
benhviie. Og han la til: «De ikke spise mænder uten gjore krig.»
Det skulde betyde at de kun fortærer saadanne folk som kommer
i krig med dem, og som de tar tilfange i kampen.
Da vi engang nogen tid senere befandt os paa toppen av hoi
den paa den vestlige del av oen, hvorfra jeg som for omtalt en
klar dag hadde skimtet Amerikas fastland, og veiret igjen var
meget klart, da saa Fredag med stor opmerksomhet hen mot fast
landet og begyndte i et slags henrykkelsestilstand at hoppe og
danse, og ropte i det samme paa mig, som stod et stykke fra ham.
Da jeg spurte ham hvad det gjaldt, svarte han: «0 glæde, o glad!
Der borte se mit land, der mit folk!»
Jeg saa hans ansigt vise tegn paa en overordentlig stor glæde,
hans oine lj T ste, og det var som om hans aasyn robet en heftig
attraa efter at komme tilbake til sit eget land. Denne iagttagelse
satte mig paa mange slags tanker, og jeg var en tid ikke længer
saa rolig for min kamerat Fredag som for. Jeg tvilte ikke paa
at hvis Fredag igjen kunde komme til sit folk, vilde han ikke
alene glemme sin religion, men ogsaa al taknemmelighet mot mig.
maaske endog være letsindig nok til at gi sine landsmænd en
beretning om mig og maaske komme tilbake med et par hun
drele av dem, holde festmaaltid paa mig og derved maaske være
likesaa fornoiet, som naar han fortærte sine fiender som var tat
tilfange i krig.
Men jeg gjorde den stakkars brave gut bitterlig uret, og det
gjorde mig siden meget ondt. Men da min mistanke tok til og varte
et par uker, var jeg litt mere forsigtig og ikke saa fortrolig og
venlig mot ham som for. Deri gjorde jeg ham ganske visst ogsaa
uret; ti den ærlige, taknemmelige gut tænkte ikke paa andet end
hvad der stemte med de bedste grundsætninger for en from kri-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
