Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
268
mig op?» gjentok han gang paa gang. «Mig sete op ham, mig
gjøre alle faa le godt! Alle vente her, mig vise alle faa le godt!»
Dermed satte han sig ned, fik i et oieblik sine støvler av og et par
lette sko paa, som han hadde i lommen, overlot sin hest til min
anden tjener og rendte avsted med sit gevær, rask som en vind.
Bjørnen kom imidlertid rolig lahbende og lot ikke til at ville
angripe nogen, indtil Fredag kom ganske nær og ropte til den, ret
som om bjørnen kunde forståa ham: «Hør du, hor du, mig tale
med dig!» Vi fulgte eiter i en viss avstand, ti vi befandt os nu
paa den gascogneske side av fjeldet i en uhyre stor skog hvor
landet var flatt og temmelig aapent, kun med spredte trægrup
per rundt omkring.
Fredag var som sagt nær indpaa bjørnen, naadde den hurtig
og tok nu op en stor sten som han kastet paa den, og traf den
i hodet; men det gjorde den ikke niere skade end om han hadde
kastet stenen mot en væg. Fredag opnaadde imidlertid sin hen
sigt. Fyren var nemlig saa litet ræd for den at han bare hadde
gjort det for at lokke bjørnen til forfølgelse og faa os alle, som
han sa, til at le godt.
Straks bjørnen kjendte stenen og fik øie paa Fredag, snudde
den om og rendte efter ham, og travet avsted med saa pokkers
lange skridt og i saadan fart at den kunde ha jaget en hest i et
passelig galop. Fredag løp stadig foran og styrte kursen hen
imot os, som om vi skulde hjælpe ham, og vi gjorde os allerede
færdige til at skyte paa bjørnen alle sammen og frelse min tjener
i nøden, skjønt jeg var dygtig harm paa ham, fordi han hadde
skaffet os bjørnen paa nakken, da denne jo hadde gaat anden
steds hen i sine egne forretninger; især ærgret det mig at han seiv
tok tilbens efter at ha faat bjørnen til at vende sig mot os. «Din
slyngel!» ropte jeg til ham, «kalder du slikt at faa os til at le?
Skynd dig nu at ta din hest, saa skal vi skyte dyret.» Han hørte
mig ogsaa, men ropte til mig: «Ikke skyte, staa stille! Alle faa
le godt!» Og idet den raske fyr løp to skridt for hvert et bjor
nen løp, gjorde han pludselig en vending til siden for os, da han
her saa en ek der syntes passende for hans hensigt, og nu vinket
han til os at vi skulde komme efter, fordoblet derpaa sin hast,
la geværet ned paa j orden nogen faa alen fra stammen, og kløv
saa i hast op i træet.
Bjørnen kom straks efter hen til træet, og vi fulgte efter i
nogen fråstand. Først stanset bjørnen ved geværet, snuste paa
det, men lot det ligge, og klatret derpaa, saa tung og svær den var,
som en kat op i træet. Jeg var meget opbragt over min tjeners
letsindighet — ti en saadan syntes hans adfærd mig at være —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
