Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Robinson Crusoe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
- 63 —
De stakkars englændere var nu for anden gang ruinert, og
alt deres arbeide var spildt. Men spanierne tilbod sig straks at
komme og hjælpe dem med opbygningsarbeidet og at skaffe dem
alt hvad de trængte. Deres tre landsmænd som hittil ikke hadde
røbet ringeste tilbøielighet til at gjøre noget godt eller nyttig
tilbød allikevel dennegang sin hjælp saasnart de fik høre hvad der
var hændt — de bodde nemlig saa langt væk at de ikke visste
noget om det hele før det var over. De arbeidet ivrig og
utrættelig i flere dage paa opbygningen av husene og paa at erstatte det
vigtigste av alt som de hadde tapt. Det varte derfor heller ikke
længe før de to igjen kom sig paa benene.
To dage efter det uvelkomne besøk hadde vore kolonister
den tilfredsstillelse at se tre av de vildes kanoer drive iland med
bunden iveiret, og senere fandt de ogsaa likene av to druknede
indfødte. De hadde altsaa grund til at tro at deres angripere
var kommet ut for en storm som ialfald endel av dem var bukket
under for. Natten efterat de »drog sin vei hadde det ogsaa ganske
rigtig blaast haardt.
Men om en del av dem var omkommet saa var der
sandsynligvis endnu nok igjen som kunde underrette sine landsmænd
om hvad de hadde oplevet. Utvilsomt vilde de ogsaa egge dem
til at gjenta ekspeditionen og isaafald sandsynligvis med en styrke
stor nok til at overvinde al den motstand de møtte. Bortset fra
hvad den første rømling hadde fortalt saa visste de jo saagodtsom
ingenting om øens indbyggere, for de hadde ikke set en levende
sjæl. Nu da slaven som hadde sladret av skole var død var der
heller ingen igjen som av selvsyn kunde fortælle noget om de
hvite.
Der gik imidlertid næsten et halvt aar før de hørte noget
mere fra de vilde, og vore folk begyndte at tro at de enten hadde
glemt sit uheldige togt eller ogsaa opgit haabet om at ha mere
held med sig hvis de kom igjen. Men pludselig en dag kom ikke
mindre end otteogtyve kanoer propfulde av indfødte roende ind
mot øen. De var bevæbnet med buer og piler, store køller,
træ-sverd og andre krigsvaaben, og da de var kommet iland var det
en hær saa stor at kolonisterne næsten ikke kunde tro sine egne
øine.
Det var ut paa kvelden at landgangen fandt sted, og da denne
foregik paa østkysten hadde vore folk tid til at holde krigsraad
utover natten. De gik først og fremst ut fra at om de ved
tidligere anledninger hadde været nødt til at gjemme sig bort saa
var det nu, da deres fiender kom i et saa enormt antal, dobbelt
paakrævet, ja deres eneste utsigt til redning. Det første de
foretok sig var derfor at rive ned de to engelskmænds hytter og drive
\
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
