Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Robinson Crusoe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 177 -
Om at komme tilbake. Disse tre hadde buer hængende paa
ryggen og en slags krumsabler i haanden. Vor tapre anfører
gallo-perte ganske alene løs paa dem, slog en av dem av hesten med
bøssekolben, dræpte nummer to med et pistolskud hvorefter den
tredje grep flugten. Dermed var kampen endt, for vort
vedkommende med det kjedelige resultat at vort vildt imidlertid forsvandt,
Derimot hadde vi ingen saarede eller dræpte mens tartarerne
hadde mistet fem mand. Hvor mange saarede de hadde, vet jeg
ikke, knaldet og virkningen av vore bosser forfærdet dem slik
at de forsvandt og ikke viste sig mere.
Endnu befandt vi os paa kinesisk grund og tartarerne var
derfor ikke saa dristige som de senere blev. Men fem dage senere
kom vi til en stor, ode ørken som det tok os tre dage at komme
igjennem. Vi var nodt til at føre med os vand i store
lær-flasker og slaa leir for natten som jeg har hort at man gjor i
den arabiske ørken.
Jeg spurte førerne hvor vi nu befandt os; de sa at vi var i
et slags grænseland som kunde kaldes ingens land; det støtte op
til Karakatiet eller Tartariet men hørte egentlig til Kina.
Imidlertid blev der ikke tat nogen forholdsregler for at beskytte det
mot røverbander, og denne ørken ansaaes derfor for at være den
værste paa hele turen skjønt vi senere kom til ørkener som var
meget større.
Mens vi reiste gjennem dette vildnis som til at begynde med
gjorde et temmelig ubehagelig indtryk paa mig saa vi et par1
ganger mindre skarer med tartarer som forøvrig ikke tok nogen
notis av os. Vi opførte os derfor paa samme maale som manden
som møtte Djævelen: hvis de ikke hadde noget at si os hadde
vi heller ikke noget at si dem og lot dem derfor uhindret
passere. En dag vaaget rigtignok en flok sig nærmere, gjorde holdt
og gav sig til at stirre paa os, kanske for at overveie om de
burde angripe os eller ikke. Da vi var kommet forbi dem et
stykke lot vi imidlertid en trop paa omtrent firti mand gjöre
holdt og staa færdig til at ta imot dem mens karavanen
fortsatte en halv mils vei fremover. Dette fik dem til at trække sig
undav, men de sende os til avsked endel piler hvorav en saaret
en av vore hester saa alvorlig at vi dagen efter maatte la dell
stakkars dyr bli tilbake i en tilstand som gjorde en dygtig
dyrlæges assistance hoilig paakrævet. Vore fiender fortsatte kanske
beskytningen uten at række frem; vi saa ialfald ikke mere til
hverken tartarer eller piler den gang.
Vi reiste videre en maaneds tid uten særlige oplevelser langs
veier som var betydelig daarligere end de vi hittil hadde
benyttet skjont vi fremdeles befandt os indenfor keiserdømmets
12 — Robinson. II.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
