Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johan Sebastian Cammermeyer Welhaven (1807–1873) - Et barndoms-minde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
259
Et barndoms-minde.
Jeg var lyksalig paa min barndoms kyst,
jeg sendte snekker ud i bølgers dyst,
og plukked roser mellem mørke fjelde;
og efter dagens legende bedrift
jeg læste krøniker og hellig skrift,
og hørte eventyr om jetters vælde.
Men fremfor alt jeg tog det som en fest,
nåar stundom med min fader, der var prest,
jeg havde lov paa sognebud at følge.
Ja, som en lille, slummer-mødig dreng,
jeg kunde hurtigt glemme søvn og seng,
og drage med ham over bjerg og bølge.
Hvor klart erindrer jeg en sildig kveld,
da til en hytte, bag det øde fjeld,
han blev med ilbud og med taarer hentet.
Jeg sad paa sadelbuen i hans arm,
hans kappe dækked mig og holdt mig varm
og i min favn jeg havde sakramentet.
j
Paa steile skrænter klatrede vor hest
med sikre sanser, gjennem høstens blæst,
mens egnens grunde hviled natlig-dunkle.
Dybt under stien stod den sorte lund,
og alt var øde, og i dalen kun
jeg saa et stjerne-skjær paa tjernet funkle.
De løse stene i den vilde klev,
hvorover vinden taage-skyen drev,
9
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
