Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andreas Munch (1811–1884) - Efterklang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
309
Efterklang.
(Under en bængebirk.)
De grønne kranse ned fra kronen hænge
og rører næsten ved den friske jord
en susen, som fra æolsharpens strenge
igjennem løvet gaar med fagre ord.
Du blide alf, som her saa lunt og længe
i knudrede og gamle stammer bor
hvad er det nu, du hvisker om saa stille,
mens solblink gjennem lette løvhang spille:
»Du menneske, har du saa fint et øre
at det kan fange op min sagte sang,
da skal det nu og times dig at høre
hvad birkeløvet mener med sin klang.
Spørg, og jeg aabner dig de skjulte døre,
som leder til mit kjem paa denne vang.
For dig skal alfers kreds ei være bunden,
du elsker jo vor stille færd i lunden«.
Saa sig mig da, hvi segner dine grene
som blide taarer mod den grønne bund?
Hvi staar du blandt vort Norges træer ene
med kvindens ynde i den haarde grund?
Hvi er din stamme hvid, som maanens rene
sølvklare skjær paa fjordens blanke sund?
Hvi blander du saa gjerne dine faner,
de lyse, lette, mellem sorte graner?
»Ak vid jeg sænker mine blades taarer
fordi saa kort er nordens sommertidl
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
