Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kristofer Janson (1841–) - Fiskaren aat sonen sin - Isblomsten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
537
Og er du inkje god at sjåa
fyr’ berre skum og skvett,
so byrja paa ein salme daa
og ro, so blodet sprett;
men spring eit bord, og sjoen velt
innpaa deg, blåa og kald,
so bøyg deg yver tofta ned
og gjev deg Gud i vald.
Isblomsten.
Isblomst! isblomst!
Skjær som en engels frosne aande,
yndig som legen af muntre smaabørn,
henover ruden du ligger drysset
i stjerner, i roser, i hvide krystaller.
Straaler af solen bryder sig paa dem,
de funkler, de funkler,
som græd de med smil bagom tunge taarer.
Jeg nærmer min finger, jeg rører din kind
— et stik i hjertet, jeg grysser, for isen brænder,
den brænder med svidende smerte.
)
Kolde isblomst, brændende isblomst,
hvorfor saa jeg dig?
Hun laa i kisten skjøn som du,
kold som du.
Haabene mine drysset henover,
frosne fast paa den hvide pande,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
