Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gustav Adolf Dahl (1855–1887) - Epilog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
587
Hendes røst var mild og saa betroende blød,
hvert ord faldt saa varmt, hvergang det lød.
Det var som sit dyreste eie hun delte.
Men tanke af sandhed var ikke deri.
Der finds ei den ed, som hun ikke brød,
der finds ei den smerte, som hun ikke nød,
nåar for hendes grusomme hjerte jeg knælte.
Men livet jeg frelste,
og livet er rigt.
Og ønsker jeg noget, blir det vel helst det
at leve det sligt,
at det gir mig revancher.
Jeg vil kaste mig ind i de skiftende lege,
jeg vil le, jeg vil græde, men saare og friste
og om ei jeg ler bedst, jeg vil le til det sidste
Livet var ikke livet værd.
Træthed og angst var det hele, jeg høsted.
Kvinder og vin paa min livsens færd,
som et stanset uhr, kun mit hastværk trøsted.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
