Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
18
Welhaven.
Welhaven tog studentereksamen samtidig med Wergeland. Han
blev en rank og ualmindelig vakker mand, over middelshoide, med frisk
ansigtsfarve, skarpe træk og mørke, funklende øine. Han studerte først
teologi; men det gik bare daarlig, fordi han havde mere interesse for digtning.
Da han saa var 21 aar gammel, misted han sin far, og nu sulted og frøs han,
ret som det var, og tvilte ogsaa ofte paa, om han dudde til noget. Han blev
stridbar af natur, og ofte vemodig og bitter. — Danmark havde dengang
flere udmerkede digtere, som skrev klare og velformede vers, og slig mente
Welhaven at al egte digtning maatte være. I Norge derimod var Wergeland
omtrent den eneste digter hidtil ; men hans vers var kantede og uforstaaelige.
Men skjønt alting var saa yderlig fattigt herhjemme,
ligevel sang man og holdt taler i gjestebudene
og studentergilderne om Xorges herlighed og
fri-lied». Tilslut følte Welhaven det som sin pligt
ikke at tie længer til alt dette skryt, og saa skrev
han «.Xorges dæmring» (1834). Det var en bog
med malmklingende og formskjønne vers. Han
sa der, som sandt var, at nordmændene endnu var
et raat fjeldfolk, som stod tilbage for andre nasjoner.
Dog indeholdt bogen ogsaa mange overdrivelser og
ensidigheder. — Men det store folk forstod ikke, at
Welhaven skrev de haarde ord, fordi han holdt af
dem. De forfulgte ham derfor flere gange med stenkast i gaderne, anført af
wergeland ske studenter, og hans bog blev liere steder høitidelig brændt den
følgende 17de mai. Ja, endog Wergeland selv skrev i digte og avisartikler,
at Welhaven var fædrelandsforagter og «danoman . — Striden om «Norges
dæmring delte hele landet i to partier. Wergeland havde paa sin side det
store folk; men flere af Norges mest begavede mænd holdt med Welhaven.
Og da saa Wergeland fra 1839 af tog imod understøttelse fra Karl Johan,
blev "Welhavens parti det toneangivende i landet.
I 1840 blev Welhaven universitetslærer (i filosofi), og hans sterke
personlighed og glimrende evner som taler øved stor indflydelse paa
studenterne. Af og til sendte han ud digte, hvoraf mange nu skildred naturen
og folkelivet i bygderne. Men folket kom aldrig til at forstaa hans arbeide,
Da Welhaven sendte ud Norges dæmring», sa han til en ven: «Det er
nødvendigt, at én dør for folket. Et par vers af den:
Og se, nu priser man den værste sinke
og æretyven og den vamle skryter,
der fæster friheds navn til avinds skjold.
Din hjemstavn, bonde, er en hellig jord,
hvad Norge var, det maa han engang vorde,
paa land. paa bølge og i folkerang!»
— Det var Wergelands far, som foreslog at brænde «Norges dæmring». Af
Welhavens senere digtning kan nævnes Aasgaard sreien, Traverbanen,
Store-bingen. Hans sagn-digtning er ofte blot en forklædning, hvorunder han skildrer
sine egne bitre livserfaringer ff. eks. Protesilaos: «Den, som gaar foran i en
alvorsdyst, han seirer ei, han kjæmper kun og falder!).»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
