Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kristiania, 17dc Nonbrk1896.
No. 12.
:··— Redigeret og udgivet -
=—s(·s af -
And. Mehlttttt. ·
O r
Lotterigevinsten.
Eftertryk forbydes.)
Det var i en Fjerding (Br)gd) nordpaa »
i Tromse Stift.
Zefanias Olsen paa Tjaldermo og hans
Hustru Karen Anna havde en eneste Datter,
Malla, og ingen Sen.
noget mere end middelstor, og de eiede den
paa det nærmeste gjældfrit. Men Zskfanias
var nu tilaars og en liden Smule glad i
Goddage, og desuden var Karen Anna saa
ræd for ham, at han skulde slide vandt paa
nogen Maade og blive klejn· Derfor havde
han i en for nordlandske Forhold usædvanlig
ung Alder ,,sat Staven sin igjen i Lofoten«
og faa Aar efter ogsaa sluttet-med alt Hjemme-
fiske, saa han bare stullede hjemme paa Gaarden
og tog Livet-med stor Ro. Gaarden dækkede
Udgifterne og gav Familien godt og rundeligt
Underhold, men der blev ikke noget til at
lægge Mammon op for. Formuen stod paa
Stedet Marsch- naar undtages at Jodboet
kunde voxe endel. Sengklæder, Klæder og
Husgeraad var hele Huset’ i begge Etager
fuldt as, og sttuen eller Gjæsteværelset var
endog flot udstyret.
Malla var en overordentlig smuk Pige
paa 18 Aar, fyldig, middelsstor, blaa Vine,
brnnt Haar og et usædvanligt tækkeligt Væsen,
var derfor andet af alle. Navnlig havde hutt
ogsaa udpræget Mandstække, og der manglede
ikke paa kjække Gutter, som gjerne vilde se
hende som sin og tage Gaarden atpaa.
Johan Hanfen i Mosviken var en sød-
laden, indsmigrende Fyr, altid saa blid og
smilende, at han næsten var fedtet.
En sagde om ham, at om man netop
havde trukket ham op af en Sirupfustage,
kunde han ikke have været sodere. Fisker var
han som alle andre Nordlændinger, men ikke
af de mest drivende — han havde mere Lyst
til at være paa Land. Sparsommelig var
han mere end de fleste, men nogen Formue
havde han dog ikke og havde ingen nævne-
værdig Arv iVente hjemme. Forevriat var
han en bra Mands Sen, og selv var han
ogsaa en bra Mand. Læsning havde han
mere end de fleste Fiskere og havde forholdsvis
god Oversigt over mange Forhold, som ikke
netop laa indenfor de flestes Synskreds. Han
havde Ord for at være lur og likte ogsaa godt
at være det, men spillede altid den indfule i
enfoldige og fremforalt i smeltende blide Former-.
Men Kvindelykke havde han ikke. Det
·vil sige — ingen Gut kunde heller end han
faa underholde sig med Jenterne —- men saa
Deres Gaard var »
i
-· paa, for andre sagde hende det-
blev det dermed; de, bred sig ikke mere om
ham. De gled fra ham den ene efter den
anden — det ligesom smittede
Men Hr. Johan lod sig ikke mærke med
nogen Skuffelse. Han reflekterede over Tin-
gene, smilte og tog det med Ro. Vent kun,
tænkte han — jeg skal nok knibe den Jente,
de mindst aner. (
Og saa tog han Sigte paa Malla paa
Tjaldermo, som alle vilde have.
Men hans Tilnærmelser hjalp der saa
lidet, at hun knavt nok anede, hvad han tænkte
Han laa saa
langt udenfor hendes Tanker, Ønsker og
Dromme, at hun bare loj ad det, da man
sagde hende det. Og det fandt alle ganske
naturligt.
Han var daarlig Kunst, hun var hen-
rivende Natur —- det havde alle ,,paa Haand-
trmgden« (uden at veie paa Vægt dvs. uden
lang Overveielse) ikke pasfede. Hendes For-
ældre bare blæste i Næsen ad det, saa Hr.
Johan stod ganske alene.
Men han var" ikke den Mand, som derfor
opgao sin Mening og sit Maal. Det var
mere end en Botn i Johan i Mosviken·
,,Mere end en Botn««: et nordsklandsk
Billedsprog og har den Oprindelse: J gamle
Dage brugte enkelte mindre samvittighedsfulde
Fiskere at fylde en Tende paa det nærmeste
med Smaasild, som bare styrtedes ned i Tonden
uden at nedlægges i Flo eller Lag. Saa
satte de Botn i paa hver Ende. Men ovenpaa
hver Botn lagde de en Flo eller to med pen
Kjebmandssild og solgt hele Stasen som Kjøb-
mandssild. Deraf har man det Ordto’kje om
en ful Mand, at det er mere end en Botn
iham. Og det sagde man ogsaa om Johan,
saa han blev taget mere Hensyn til, end han
egentlig var værd efter sin Stilling i Grænden
og i Færd og Felge paa Fisketure. Man
brndde sig ikke om ,,at have noget ubnttet
med ham-A
Paa den Tid kom der derop en Notebas
fra Stavangerkanten, en djærv, ligefrem So-
gut. Han havde gjennemgaaet en stærk reli-
gios Vækkelse, og han holdt næsten hver Kvæld
Opbyggelser, holdt stormende Taler, malte
Himmel og Helvede, saa alle forstod Meningen,
sang med en kraftig og udmærket vellydende
Stemme, talte hensvnslest og indtrængende
med de enkelte og skabte i faa Uger stort Rere.
Malla kom ogsaa med i Opbyggelserne,
hvorhen alle strømmede. Selv de, som havde
meget imod Læserne, gik for« at se og hore
dette rare Menneske, der kunde skabe sligt Rore
fremfor de mange andre Læsere, som fer var
draget gjennem Fjæringen. Efter sin vold-
somme Tale og en henrivende smukt foredraget
Sang af en oftedalsk Sangbog, gik han rundt
i Forsamlingen og kom ogsaa til Malla.
,,Bil du hore Jesus til du da —· hvad
heder du«? «
,,Malla««..
,,Vil du here Jesus til du da, Malla««?
Jntet Svar.
,,Du vil ikke svare, du vil kanske ikke-
umage dig med at tænke paa det Spørgsmaal
engang, og Jesus har dog elsket dig, dig,
netop dig, Malla, saa høit, at han kom herned s
fra sin Fars Hjem og lod sig nagle til e Kors
og udajed sit Hjerteblod for dig, netop or dig.
·Vil du ikke give denne deilige Blodbrudgom ’
dit Hjerte og din Ungdoms Blomst«’? —-
Pause· — — ,,Det er saa lett, ikke sandt,
du vilde skamme dig — skamme dig ved Jesus,
skamme dtg ved –det Guds Lam, som bar
Verdens Synd, som bar din Synd, som saa —
gjerne vil bære dig, Malla, paa sine stærke·
Frelserarme ind til sin Fader som sin Smertes
Lott og give dig Krone og Krans og Scepter
og Hnrpe og den lange hvide Kjortel og Pointe-
gren iHaand og Arv sammen med den store
Skare, som ingen kan tælle, for Thronen og
for Lammet".
Malla brast i heftig Graad.
,,Saa faar du tænke paa det da, Malla,
giv dig hen til Jesus nu, nul« «
Atter en deilig Sang. Graad og Hulken
i Forsamlingen, bodfærdiges Graad og frel-
stes Graad. Selv stærke Mænd falte Halsen
snore sig sammen og Ojnene fyldes med
Taarer. ’
Malla og hendes Veninde, Bygdens
rigeste Arving, Marie i Braken, gik hjem
sammen den Kveld. Paa et merkt Sted saldt
de ved hinandens Side paa Knæ under et
Træ, græd, bad, faldt hinanden om Halsen
og lovede hinanden at kjæmpe sammen for
sine himmelske Kroner, indtil de engang
Haand i Haand, »i Kjortler saa lange, med
tonende Sange« stod hjemme hos sin Herre
og Frelser.
Allerede samme Kveld fortalte Malla
Forældrene om sin Omvendelse.
,,Gnd sligt Snak dal« sagde Moderen,
,,du maa da ikke lade dig snakke rundt paa
denne Maaden. Det er saamange Truer i
den vide Verden — det er bedst at holde fast
paa det, vi har lært«. ,
Malla beviste hende, at en alvorlig
Omvendelse netop krævedes i deres Barne-
lærdom.
Men Moderen kaldte det Snak og var
usædvanlig gnaven. l
,,Skulde da ingen af dem, som er ded
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
