Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
J o o a s
Rein.
Jonas Hein fødtes den 18de Februar
1770 i Sundalens Præstegjeld paa Nordmør,
hvor Faderen, Ole Rein, dengang var
residerende Capelian, men senere døde som
Sognepræst til Jevnaker paa Hadeland. Moderen
hed Margretha Ross. Hans Fader, der var
en kundskabsrig Mand, underviste selv Sønnen
i de akademiske Videnskaber, og dennes lyse
Hoved gjorde Undervisningen let og behagelig
for den faderlige Lærer. Ofte fortalte Rein
med en Slags Stolthed, at han aldrig havde
havt anden Lærer end sin Fader, thi han var
som Student ingen Ynder af at frekventere
Forelæsninger, men den grundige, udbredte
Lærdom, han siden erhvervede sig, sætter det
udenfor al Tvivl, at han i Fædrenebjemmet
havde lagt en god Grundvold til
Videnskabeligbed. Dimitteret 1787 af Faderen til
Universitetet, tog han Examen Artium med Berømmelse,
og underkastede sig senere baade theologisk
Attestats og den saakaldte s’ore Philoiogicum
med lignend > Udfald. Philologien var hans
Ynd-bngsstud’um, og allerede til sidstnævnte Examen
havde han gjennemstuderet de vigtigste latinske
«g græske Classikere. Han vedblev at opholde
sig ved Universitetet indtil 1791. Foruden den
gamle klassiske Litera’ur og det theologiske
Studium, lagde han sig med Ileld efter de
levende Spro^; især opnaaede han megen
Styrke i det Franske, som han en Tid skrev
og talede med Lethed, Allerede tidlig havde
Digtekunstens Muse rakt ham sin Harpe I
Aaret 1786 udkom fra hans Haand et
Sørgespil i Alexandriner: Hagen og Axel, som dog
ikke vandt Opmærksomhed; hvorimod han ved
de lyriske Arbeider, som han omtrent paa samme
Tid lod komme for Lyset (i Minerva f. 1786 og
87), vandt efterhaanden baade Navn og Yndest,
der endmere befæstedes ved de Poesier, han i
de føigende Aar lo.l trykke i forskjellige andre
Tidsskrifter (Samleren, Norske Selskabs
Samlinger, For Sandhed, osv.)
Rein havde gjort sig fordelagtig bekjendt
som Forfatter, havde aflagt offentlige Prøver
paa grundige Kundskaber, og med alt dette
kunde han dog ikke se sit beskedne Ønske
opfyldt, det nemlig: sikret for Næringssorger,
at kunne indtræde i Ægteskab med en elsket
Pige, Anna Catharina Arboe, med hvem lian
længe havde været forlovet. Grunden til hans
Tilsidesættelse paa Embedsbanen skal have
været, at han havde paadraget sig en mægtig
Stormands Misgunst, og denne lagde
Hindringer i Veien for hans Befordring. Denne
Stormand var, siges der, Caneelli-Deputeret Chr.
Brandt, der engang var bleven snærtet ved
Reins sarkastiske Lune. Omsider, efter 5 Aars
frugtesløse Ansøgning om Befordring, gav man
ham, „træt af Ønsker og af Klager," under 7de
October 1791 det besværlige Kautokeino
Sognekald i Vestfinmarken. Til denne Afkrog blev
Musernes Yndling forvist. Rein forlod
Kjøbenhavn 1791, og reiste til Norge for at tiltræde
sit Kald. Paa Reisen traf han hændelsesvis i
et Selskab den daværende Eier af Hafslund
Herregaard i Smaalenene, Justitsraad og
Generalauditør i Norge Ole Christopher Wessel.
„De har vel ikke synderlig Lyst at bo blandt
Finnerne," sagde Wessel, „jeg har
Kaldsret-tighed til Skjeberg; det residerende Capellani
der er ledigt — ønsker De det, saa er det
Deres." Hvo der blev glad, var Rein, der i
Begyndelsen af det følgende Aar (23de Marts
1792) blev udnævnt til det nye Kald, og ægtede
strax efter sin Forlovede. Men deres lykkelige
Ægteskab varede kun kort, thi allerede i 1794
berøvedes hun ham ved Døden. I 1796
indtraadte han i et nyt Ægteskab, nemlig med
Anna Frederikke Bergersen, som ved sin
trofaste Kjærlighed søgte at erstatte ham hans
Tab. I dette Ægteskab blev Rein Fader til
12 Børn, hvoraf 6 overlevede ham.
Den 28de Febr. 1800 erholdt Rein Eidanger
Sognekald, og 1ste April 1808 udnævntes han
til Sognepræst til Nykirken i Bergen. Som
geistlig Taler var han her paa sit rette Sted;
et dannet Publikum var noget, han maatte ønske
sig, da han selv følte, at hin Popularitet og
den simple Jevnhed, som bør være Egenskaber
hos Landsbypræsten, ikke vare faldne i hans
Lod. Høie og nye Ideer, grundigt og skjønt
Foredrag, rolig og værdig Action, behagelig
og sonor Stemme, og, hvad der satte Kronen
paa det Hele, varm, ægte Religiøsitet,
udmærkede ham som Taler.
I 1802 udgav han i Kjøbenhavn et Udvalg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
