Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sted, at det utvivlsomt venter paa Ord baade foran og bagved — en
Mangel, som Forbireisende have søgt at erstatte ved at ridse deres
Navne i Stenen.
Rjukand Fos i Thelemarken.
Norge har en stor Rigdom paa Fosser. Hvor man færdes i
Fjeldegnene, træffer man en Fos, snart en større, snart en mindre,,
men altid forfriskende baade for Synet og Øret, og ofte imponerende.
Norges vildeste og skjønneste Fos findes i Thelemarken, og har af den
Røg (de Vanddampe), der stiger op derfra, faaet Navnet Rjukand, den
Rygende. Det er Maaneelven, der under sit Løb gjennem den
henrivende Vestfjorddal, hvor den gjør de lystigste Spring og i Grunden
hele Tiden fosser, omtrent li Miil før den passerer Foden af Fjeldet
Gousta danner dette berømte, af saa mangfoldige Reisende besøgte
Vandfald. Gjennem en temmelig snever Spalte i Klippen styrfer
Vandmassen omtrent 600 Fod lodret ned i en sort Kløft, Vandet bliver
ligesom knuust, og Øiet, der stirrer ned i dette forfærdelige og
utilgængelige Dyb, seer gjennem Røgen og Taagen kun en Masse
blændende hvidt Skum, som danner en stærk Modsætning til de sorte
Klippevægge. Larmen er vel temmelig stærk, dog ikke bedøvende.
De fleste Reisende besee Vandfaldet fra Stedet Krokan, hvor
Halvor Krokan og hans Hustru i mange Aar have boet midt i den
vilde, ensomme Natur, og hvor der for nylig med stort Besvær — thi
alt Materiale raaatte transporteres derop paa Halvors Ryg — er blevet
bygget et lille Huus, som Reisende kunne benytte. Naar man fra
Tinsøen kommer ad den sædvanlige Route op gjennem Vestfjorddalen,
er dette den nemmeste Maade at komme til at see Vandfaldet paa, og
det tager sig ogsaa deiligt ud fra dette Sted. Men Fossens Afstand derfra
er dog ikke saa ringe, og den viser sig derfor langt mere majestætisk
og gjør et langt større og alvorligere Indtryk paa Beskueren, naar
han kommer Faldet selv nærmere. For at opnaae dette behøver man
ikke nødvendigviis at passere ad den bekjendte Mari sti, som gaaer
over en nøgen, skraanende Steenflade, og hvor man paa et ikke saa
ganske kort Stykke har det svimlende Dyb lige ved sin ene Side. Denne
Vei, opkaldt efter den smukke Marie, som skulde til et Stevnemøde,
men her satte Livet til, bør den Reisende ikke gaae, thi har han ikke
en meget sikker Fod og et Øie, der kan see ned i Dybet uden at
svimle, er den ligefrem livsfarlig. Man kan godt komme op til Faldet
ad en anden, noget længere Vei, der fører til Gaarden Foshoug, og
tæt herved kan man udsøge sig forskjellige Steder til ret at nyde det
storartede Skue fra. Hvis Fossen laa i Amerika, vilde man vist for
længe siden have kastet en Jernbro over Faldet for at kunne see
det derfra, men i Norge gjør man ikke slige Konster, og det
behøves heller ikke: man faaer endda nok at see og kan ikke undgaae
at blive stærkt og alvorligt greben af Naturens Storhed og Guds Almagt.
o
Frösön og Areskutan i Jämtland.
Enhver, som paa en smuk Sommerdag, naar den nordlandske
Natur staaer i sin feireste Pragt, og naar Solen, ligesaa varm som i
Syden, spreder sine Straaler fra en Himmel, saa blaa som Italiens,
staaer ved Bredden af Jämtlands Storsjö, »Fjeldets mørkeblaae Øie«,
maa sande det Ry for Skjønhed, der altid er gaaet og endnu gaaer af
denne Egn i det høie Norden. Især omkring Storsjön antager denne
Skjønhed et sydlandsk Præg; thi her prunker en Væxtrigdom, som
man neppe kan forestille sig i dette Klima, hvor Vinterkulden ofte
naaer op til -f- 30n, Sommervarmen sjeldent overstiger -f 30°, og
Aarets Middelvarme er + 1° 47’. Men Væxternes Rigdom og
Frugtbarheden i Egnen om Storsjön have deres Aarsag i, at denne Egn
hviler paa en Grund af siluriske eller saakaldte Overgangsbjergarter,
af samme Beskaffenhed som Vestgöthabjergenes og Ombergs, som
Gothlands og Ölands, bestaaende af Sandsteen, Alunskifer, Kalk og
Leerskifer.
I denne Grund trives fortræffeligt de Kornarter, fornemmelig
Byg og Blandingssæd, Rug og Havre, der danne Gjenstanden for
Pro-vindsens Agerbrug; end ikke Hveden, der dog kræver et mildere
Jordstrøg, er udelukket derfra. Om end et saakaldet »Grønaar« indtræffer,
da Sæden maa høstes grøn, for ikke at begraves under Sneen, savne
Jamtlændingerne — der med Rette charakteriseres som en ædel og
kraftig Menneskestamme, med forholdsviis høi Dannelse, føieligt og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
