Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Riddarhuset i Stockholm.
Ved sin Alder, sit Udseende og sine historiske Minder har
Riddarhuset i Stockholm indtaget en saadan Rang, at det hører til
Nordens berømteste Bygninger. Det ligger paa »Riddarhustorget«,
paa en Tomt, som i sin Tid tilhørte Axel Oxens tjerna, er opført
fra 1648—1670 efter en Tegning af Jean de la Vallée og toges første
Gang i Brug paa Rigsdagen i 1680. Efter den oprindelige Plan skulde
Bygningen have været meget storartet og pragtfald; men Pengene sloge
ikke til, og selve det, som man overkom at faae færdigt, var saa slet
bygget, at det i 1859 befandtes nødvendigt at underkaste saavel
Bygningens Tdre som dens Indre en gjennemgribende Udbedring. Bygningens
fire Facader ere prydede med passende latinske Indskrifter, hvis
Hovedindhold er samlet i de Ord, der findes over Porten, som fører ud til
Torvet: »Arte et Marte«. Den store Sal, hvis Platfond er decoreret
af Ehrenstrahl og paa hvis Vægge findes ophængt de svenske
Adelsslægters Vaabenskjolde, med Vasaernes Vaaben i Baggrunden samt en
Samling af Landmarskalkernes Portraiter fra 1627 af, udgjør
Riddarhusets fornemste Prydelse.
Odensjö i Skaane.
Tre Timers Vei fra Kjebenhavn paa Jernveien mellem Malmö
og Stockholm ligger Stehag Station, og kun halvanden til to Mile
derfra Odensjö. Den er en ganske lille Sø, der vilde kunne
rummes paa en nogenlunde stor By-Plads, f. Ex. paa Kongens Nytorv;
men naar En kom gaaende hen ad Østergade og saa pludseligt saae
baade »Hesten« og Manden og hele Torvet ligge sænkede en hundrede
eller to hundrede Fod nede i Grunden og alle Sider aabenbarede som
Granit med steile og sønderrevne Former, hvis Præg dog mildnedes
ved frodig Trævæxt paa en stor Deel af Skrænterne — vilde dette Syn
da ikke være høist mærkværdigt? Men omtrent saadant gaaer det til,
naar man over et Jordsmon, som vel er bakket og ujævnt, men hvis
Stigning dog ingenlunde er stærkt kjendelig, nærmer sig til det
tragteformede Dyb, fra hvilket Odensjöns blanke Øie straaler frem.
At Graniten fra de skandinaviske Bjerge endnu i Skaane og paa
Bornholm naaer op i Overfladen, det er underligt nok, da det finder
Sted umiddelbart ved og midt i et Sletteland med flade Bølgeformer;
men her ved Odensjön reiser Stenen sig ikke engang op i Veir et,
Jorden har aabnet sine Indvolde og blottet sine Ribbeen. Det er
maaskee nogle Millioner Aar siden, men Factum er tydeligt den £>ag
idag. Vulkanske Kræfter, som nu forlængst ere slukkede, have viist
Veien til Afgrundens Dybder, og naturligviis hedder det, at Odensjön
er uden Bund, hvilket Phantasien finder høist sandsynligt, da dens
Sider ere saa steile, paa mange Steder heelt lodrette, i det Hele saa
skraae, at der skal en sikker Fod til at gaae ned og stærke Lemmer
og Lunger til at vinde op igjen.
Den forholdsviis store Sænkning frembringer optiske Bedrag;
Øiet troer det let, fra det Øverste af Skraaningen at kaste en Steen
ned i Vandet, indtil Haanden forgjeves faaer gjort Prøven, idet Stenen
oftest kun naaer halvveis frem i Længden, inden den alt er trukken
mod Jorden. Denne bestaaer for det Meste af Skærver, som Frosten
og Regnen, Luften og Tiden have løsnet fra Skræntens Rand og ladet
falde, indtil Heldingen er bleven mere jævn — en plump Anvendelse
af Mac Adams Ideer og langtfra gunstig for Støvler og Skoe.
Kun ved den ene Side, den nordvestlige, ere Kjedelens eller
Tragtens Vægge brudte saa meget bort, at der aabner sig et Dalføre
med skovklædte Sider, med en Bæk i Midten, rislende gjennem et
frodigt Ellekrat. Løvtræer af upaaklagelig Væxt danne Rammen om
det sære Skue; Brombær og Tyttebær, Lyng og Hindbær snoe sig
henad de aabne Pletter, som i længere Tid have faaet Lov til at ligge
i Fred for nedfaldende Skærver. Det hele Indtryk af Stedet er
eien-dommeligt og anelsesfuldt, men venligt og tiltalende; man staaer
rigtignok paa Randen af en Vulkan, forsaavidt som Odensjön jo ansees
for at være et virkeligt Krater, men den undexjordiske Ild er dæmpet
for saa længe siden, at end ikke en Skygge af Rædsel hviler over
dens Plads. Andre vulkanske Phænomener af lignende ældgammel
Dato findes i Omegnen — saaledes navnlig lidt nordligere en
fremragende Basaltkulle ved Navn Anneklev — og Granit eller Gneis seer
man nok af, ialtfald i Skikkelse af kæmpestore Rullesteen; dog er
Odensjön Noget for sig selv og vel en Udflugt værd.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
