Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Huuseapel til det nærliggende Herresæde Brat.sberggaard, efter hvilket
Amtet har faaet Navn. Omtrent Aar 1100 eiedes og beboedes Gaarden
af den mægtige Høvding Dag Eilifssøn, som tillige eiede det
lige-overfor hinsides Skienselven liggende Gjemsø eller Gimsø, hvor han
stiftede et Nonnekloster, og man antager, at denne Kirke paa
Bratsberg enten er bygget af Dag Eilifssøn, eller af hans Søn Gregorius
Dags søn, »den ypperste blandt alle Lensmænd i Norge, saa langt
som nogen da Levende kunde huske«, men at den allerede i denne
Sidstnævntes Levetid er bleven ødelagt, dengang Bratsberggaard i
Aaret 1156, som Snorre Sturlesøn beretter, blev afbrændt af Kong
Eystein. Kirken har altsaa ligget som Ruin i over syvhundrede Aar. —
Vist er det ialtfald, at Biskop Eystein i Oslo, da han omtrent 1380—90
skrev sin Jordebog, ikke omtaler den, medens Capellet paa Borgestad
i samme Sogn nævnes, hvilket beviser, at den allerede da var gaaet i
Glemme. Man har saaledes, skjøndt Jorden, hvorpaa den fandtes, i
umindelige Tider var kaldet Capel- eller Capiteljorden, været uvidende
om Ruinens Tilværelse indtil i December 1783, da den tilfældigt
opdagedes under en, med gamle Gran-, Fyrre- og Birketræer bevoxet,
stor rund Banke, om hvilken der gik det Sagn, at en underjordisk
Gang skulde gaae herfra under Elven til Gjemsøkloster. Stedet blev
da foreløbigt undersøgt, og Levningerne af den ældgamle Kirke kom
for Dagen. Murene vare, efter Udgravningen, mod Vest 2 til 3 Alen
høie, mod Øst, tildeels paa Grund af Tomtens Skraaning, 6 til 7 Alen
høie, og omtrent 3 Alen tykke, opførte af deels naturligt kantede,
deels tilhugne, temmelig smaa, graae Steen af det Slags, som findes
langs Skienselven. Bygningen har indvendigt været 30 Alen lang, i
Form af en aflang Fiirkant med halvrund Afslutuing mod Øst, og med
Indgange paa Vest- og Sydsiden. Choret har været smallere end
Hovedbygningen. Ved Udgravningen fandt man en lav og smal, hvælvet
Aabning, som gaaer igjennem Muren ind i det med Steen og Gruus
fyldte Kirkeskib; dens indvendige Sider vare, saavidt man trængte
ned, glat tilhugne. Hvortil denne hvælvede Gang gjennem Muren har
tjent er ikke godt at indsee, da den er for lav til at kunne have
været Indgang, og befinder sig paa et Sted, hvor det ikke er rimeligt,
at et Vindue har været anbragt; maaskee den føromtalte underjordiske
Gang her har havt sin Begyndelse. Ruinen blev ikke fredet; det
Offentlige benyttede Steen og Gruus herfra til Veifyld, og senere have
Omegnens Beboere i mange Aar hentet Steen der til eget Brug, saa
at den nu er betydeligt formindsket.
I Sommeren 1850 lod Bratsberggaards Eier foretage en
Udrensning af en Deel af Kirkens indvendige Grund, og man fandt ved
denne Leilighed en dansk Mynt fra det trettende Aarhundrede.
Begravelser har man ikke fundet, og det er heller ikke rimeligt, at
saa-danne findes der, da man veed, at Gregorius Dagssøn blev begravet i
Gjemsø Kloster, hvor sandsynligviis ogsaa hans Fader, Dag Eilifssøn,
som dets Stifter, fandt sit Hvilested.
I Ruinen ligger nu en, med Falser og Forziringer tilhuggen
Steen af et Par Alens Størrelse, rimeligviis en Portalsteen, som fandtes
i Grunden under Bratsberg Hovedbygning, da man for nogle Aar siden
nedrev den. Stenen henlagdes i Ruinen, hvortil den formenes tidligere
at have hørt. Paa Jordvolden, som endnu ligger over endeel afYdermurene,
staaer en lille Skov af yngre Træer; de gamle ere borte, kun et
ældgammelt Fyrretræ er tilbage af den Vegetation, som i Aarhundreder
skjulte den gamle Kirkegrav. Conrad N. Schwach har, i sine 1856
udgivne Digte, foreviget den under Titlen: »Fyrren paa Bratsberg«.
Fra Capitelbjerget har man en storartet og henrivende Udsigt.
Til den ene Side seer man over Byen og Elven med de to store og
smukke Vandfald, til Gjemsø, over det venlige, grønne Dalføre, med
en Mængde vel byggede Bøndergaarde, omgivne af Haver, og endelig,
saavidt Øiet naaer, over stolte, skovklædte Fjelde. Til den anden Side
seer man Fortsættelsen af Skienselven og Fjorden, der ligesom en
Sølvstribe bugter sig mellem grønne Skraaninger, indtil den ved Byen
Porsgrund gjør et større Sving og forsvinder bag lave Fjeldkamme.
Skjøndt Gjemsø endnu kaldes Kloster, er det dog nu, ligesom
Bratsberg, en nyopbygget elegant Herregaard. Fortidens Levninger
ere forsvundne — kun den mægtige Klosterfos vælter endnu, som for
Aarhuudreder siden, sine skummende Vandmasser ned tæt ved
Klosterhaven og fortæller med sin dybe, buldrende Bas om henfarne Tider.
Lugnas Møllesteenbrud i Vestergötland,
Paa Landeveien imellem Mariestad og Kinnekulla meder man
ofte et Kjøretøi af en særlig Beskaffenhed, der fører en kæmpestor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
