Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Adam Gottlob Oehlenschläger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Adam Gottlob Oehlenschläger.
Den danske Poesis Gjenfødelse falder sammen med det nittende Aarhundredes
Begyndelse. Kanonernes Torden fra Kongedyb den anden April 1801 vakte
Folkeaanden til et hidtil ukjendt Liv, kaldte den til Bevidsthed om sig selv og
gjorde den modtagelig for de Tanker og Følelser, som den nye Tidsalder førte
i sit Skjold. Da Krudtrøgen trak bort, saae man det nye Aarhundredes Sol
stige op af Bølgerne og kalde til Liv og Rørelse paa alle Aandens Omraader.
Paa et af dem, paa Digtekonstens, lokkede den i kort Tid et mylrende
Blomsterflor frem af den Jordbund, der saa længe havde ligget brak.
Dobbelt maatte dette frembrydende Foraars Magt gribe Slægten, fordi
det kom ovenpaa en lang, gold og kjedelig Vintertid. En enkelt Solstraale
trængte en Gang gjennem de graae Skyer, men den havde ikke Magt til at
sprede dem, og Gemytterne vare for afkjølede til at lade sig varme af den.
Ikke desto mindre var den et Forbud paa det kommende rige Sollys. Det
Tragiske i Johannes Ewalds og hans Poesis Skjæbne ligger deri, at hans Aand
skuede dybere end Samtidens, som derfor ei heller forstod ham, men at den dog
ikke skuede saa dybt, at den fra Dybet kunde fremmane den besværgende Magt,
der river Tiden med sig og former den efter sin Villie. Det var Oehlenschläger
forbeholdt at see tilbunds i det Poesiens Væld, hvoraf den nye Tid skulde drikke
sin Foryngelse, og naar Oehlenschläger — i een Henseende rigtigt — siger om
Ewald, at »han kunde tolke, hvad Andre kun stamme«, saa kan det Samme godt
i en anden Henseende siges om Oehlenschläger i Forhold til Ewald.
Medens saaledes Ewalds Digterflugt søger bort fra hans Tidsalders
Atmosphære, men uden at hans Vinger eje Kraft nok til at bære ham op i den
nye Poesis renere Luftlag, saa see vi en anden Digterskikkelse fra det forrige
Aarhundredes Slutning flagre uroligt om mellem den gamle og den nye Tid uden
at kunne finde Hvile i nogen af dem. Baggesen er en forunderlig Lokenatur,
halv Jette og halv As, smidig, bevægelig, glimrende, men uden Fasthed, uden
nogen helstøbt Character, hverken som Menneske eller som Digter. Og som
Loke brød han ogsaa Freden ved Ægirs Gjæstebud og kastede sin vittige Haan
ind i Samtidens Begeistring.
Medens den betydningsfuldeste Del af Baggesens Digtervirksomhed falder
før Oehlenschlägers Fremtræden, er der samtidig, endog lidt før end
Oehlenschläger en anden Digter, der øjensynlig er greben af en ny Aand, men uden
at have Evne til at være Tolk for den. Schack-Staffeldts Betydning for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
