Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Adam Gottlob Oehlenschläger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
thi hans Fader, en Sydslesviger, var en jovial og kjærnesund Natur, medens
Moderen derimod var af en alvorlig, blid og melancholsk Sindsretning. Den
tidligt vaagnende Trang til aandelig Sysselsættelse tilfredsstillede den livlige
Dreng ved at læse alle de Morskabsbøger, der faldt ham i Hænderne, og ved at
forsøge sig med smaa poetiske Arbeider. At de daarlige Bøger ved en saadan
kritikløs Slugen vare månge Gange flere i Antal end de gode — blandt hvilke
ban dog traf paa Holberg, Ewald, Wessel, Tusind og een Nat og Robinson
Crusoe — er let at forstaae, og den umiddelbare Følge af denne Læselystens
uhindrede Tilfredsstillelse var, at Phantasien stærkt udvikledes paa de øvrige
Aandsevners Bekostning; thi nogen Tilegnelse af virkelige Kundskaber blev der
ikke Tale om, før Digteren og Skolemanden Edvard Storm en Gang tilfældigvis
paa en Spadseretour traf sammen med den smukke tolvaarige Dreng og følte sig
tiltalt af hans frejdige Væsen. Han skaffede ham en Friplads i
Efterslægtsselskabets Realskole, og her begyndte et nyt Liv for Oehlenschläger, der især
med Iver kastede sig over Historien og den nordiske Mythologi, uden dog at
forsømme sin poetiske Production, der hovedsagelig bestod i at digte Skuespil,
som han derpaa opførte i Forening med sine Kammerater. Ved sin Confirmation
maatte han forlade Skolen og begyndte at modtage privat Undervisning i de
døde Sprog som en Forberedelse til Studenterexamen. Men urolig og livfuld
som han var og famlende efter en Tumleplads for de Evner, der gjærede i ham,
men hvis Natur ikke var ham klart bevidst, forlod ban Studeringerne for at
forsøge sin Lykke som Skuespiller. Han debuterede ogsaa i tre Stykker, men
tog kort efter sin Afsked, fordi han mærkede, at han intet Kald havde til
Skuespillerkonsten. Atter tog han fat paa Studierne, denne Gang veiledet ai
sine Venner, de senere saa berømte Brødre Ørsted, og han kom lykkelig ud
over Examens Vanskeligheder. Men Juraen, som han nu vilde kaste sig over,
vendte han snart Ryggen, han besvarede Universitetets Prisspørgsmaal om den
nordiske Mythologis Anvendelse i Poesien, skrev Digte, læste Shakspeare,
Goethe, Schiller, Jean Paul og levede i en urolig Nydelse af disse Digteres
Værker — urolig, fordi ban henryktes over deres Skjønheder, ikke som den,
der nyder dem objectivt, men som den, der hele Tiden føler sit Indre sat i
Bevægelse henimod at forsøge noget Lignende. Hans Omgangskreds kunde ikke
Andet end bemærke denne Uro og see dens Grund: »Manden med de skjulte
Talenter« kaldte man ham meget betegnende. Stundom smilte man vel ad hans
naive Tilstaaelser eller forargedes, naar Naiveteten syntes at være hovmodig
Selvtillid, som ved H. C. Ørsteds Doctorgilde. Der vare en Del ældre og yngre
Videnskabsmænd tilstede, og Talen faldt omsider paa Digtekonsten, hvis Forfald
siden Ewalds Tid man beklagede. Da reiste Oehlenschläger, der hidtil havde
siddet tavs, sig hurtigt, gik midt ind i Kredsen, slog i Bordet med knyttet
Haand og raabte med funklende Øjne: »Ja, det er sandt, den er sunken; men
den skal Fanden gale mig rejse sig igjen!«
Hvad Ynglingens urolige Aand trængte til: at bringes til Klarhed om
sig selv, det opnaaede den, da Henrik Steffens, den Gang en ung Naturforsker
og Philosoph, 1802 kom hjem fra en Rejse i Tydskland som en ivrig Tilhænger
af den Schellingske Naturphilosophi og en begejstret Talsmand for den
romantiske Poesi. I den kommende Vinter holdt Steffens en Række meget stærkt
besøgte philosophiske Forelæsninger, der opildnede de Yngre og forargede de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
