Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Adam Gottlob Oehlenschläger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Adam Gottlob Oehlenschläger.
»Hvis Brodersønnerne skal døe,
Du søge maa paa Vifils 0
Med Flid og ufortrøden.
Han var Kong Halfdans gode Månd,
Han svor ham Tro i Døden.«
Dankonning gaaer fra Leirelund,
Han seiler ud en Morgenstund
Fra Isefjordens Kyster.
Havfruen svømmer ved hans Skib
Med sine hvide Bryster.
Den gamle Vifil staaer paa Toft
Med breden Hat, i hviden Koft,
Med Haanden over Brynet;
Han bliver Kongesnekken vaer,
Og gyser over Synet.
»Nu iler, Pilte! som en Vind
I Busken ind, i Skoven ind,
Lad Jorden eder dække.
Jeg skuer hist med spændte Seil
Den begbestrogne Snekke.
Den lober, som en Drage styg
Med høie Vinger paa sin Hyg’,
Fra Siølunds dybe Fjorder.
Den torster efter Kongeblod,
Den bringer Eders Morder.«
Ung Helge river gram og vred
Eu smekker Green fra Pilen ned:
«0, kunde jeg liam standse!
O, var jeg Månd, som jeg er Gut,
Og var min Kiep en Landse!«
Da gamle Vifil Bonde leer:
«At I)u est Halfdans Son, jeg seer.
Du viist ei længe blunde;
Snart voxer op den liden Ulv
Med hvassen Tand i Munde.
I skal ei denne Sinde døe;
Og naar jeg raaber Hop og IIø —
I kiende mine Hunde —
Saa iler til det Jordehuus !
I her forraades kunde.«
Kong Frode stiger ud paa Strand;
Da lægger sig om Øens Rand
En kold og fugtig Taage.
For blomstrende Skiold ungeblod
De gode Alfer vaage.
De muntre Drenge lege hist
I Skoven med den Blomsterqvist;
De vil dem ikke skiule.
Mildt vifter Morgenluftens Pust
I deres Lokker gule.
»Og hør, du Vifil Bonde! nu!
Jeg mener, du est falsk i Hu,
At Piltene du giemmer.« —
»Hei,« raabte Vifil, »Hop og Hø!«
Han hørte deres Stemmer!
Da smutte begge Drenge bort,
Liig Skovens kongelige Hiort
For Pilen, som vil døde.
»Der kommer vel engang den Tid,
At vi kan Faren møde.« —
»Hvad raabte du paa Hø og Hop?
Paa Steilen fletter jeg din Krop!
Viist du dem Faren dæmpe?« —
Da svarte Vifil diærvt og stolt;
Thi Vifil var en Kæmpe:
»Herr Konning! Øen er ei stor;
Lad søge, hvis Du mig ei troer,
Bag Dysser, Træer og Stubbe.
Men hør dog nu et Alvorsord
Af en bedaget Gubbe :
Din Broder lumskelig du slog;
Men hvis Du og hans Sønner vog- —
Ved Odin i Valhalle,
Du mistede to Fiender smaae,
Og fikst til Fiender— Alle!«
Kong Frode smiler stolt med Spot:
»Din sølvgraa Tinding klæder godt,
Jeg vil dig Livet skienke.
Du veedst, at Børn og gamle Folk
Kan sige, hvad de tænke.« —
»Og kan jeg sige, hvad jeg vil,
Vel, Konning! hør opmærksom til:
Jeg svær ved Halfdans Fane:
Her synger dig din Svanesang
Den sølverhvide Svane!«
De Sendebud for Kongen staae:
»Vi monne rundt om Øen gaae,
Men fandt kun Ravn og Heire.«
Da steg Kong Frode paa sit Skib,
Og drog igien til Leire.
2*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
