Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bernhard Severin Ingemann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BERNHARD SEVERIN INGEMANN,
utvivlsomt den af de danske Digtere, hvis Poesi er trængt dybest ned i Folket,
blev født den 28 Maj 1789 i en Præstegaard paa Falster. I hans fredelige Hjem,
hvor han var det yngste af ni Børn, udgik der fra Faderen en streng christelig
Aand, der dog ingenlunde banlyste uskyldig Glæde og Munterhed fra den
kjærlige Familiekreds. Desværre mistede Bernhard allerede i sit ellevte Aar sin
Fader, hvis Minde han altid dvælede ved med den største Hengivenhed, og Moderen
valgte nu Slagelse til Bosted, nærmest af Hensyn til Bernhards Skoledannelse.
Hun kunde dog med Lethed have gjort et bedre Valg, thi den lærde Skole i
Slagelse var paa denne Tid i en saa anarchisk Tilstand og Disciplinen saa slet,
at man maa undres over, at der dog frelstes nogle dygtige Elever ud af denne
almindelige Fordærvelse. Blandt disse var Ingemann, der blev Student 1806 og
nu skulde fortsætte sin Læsning i Kjøbenhavn.
I denne blev han afbrudt ved den store Begivenhed 1807: Kjøbenhavns
Bombardement. Den lille og spinkle Ingemann tog lige saa godt som de øvrige
Studenter Bøssen paa Nakken og var fra Volden Øjenvidne til den Ødelæggelse,
som de engelske Bomber anrettede. Da han blev afløst, gik han tankefuld hjem
til sin Bolig, men idet han vilde gaae op ad Trappen, raabte en Matrosdreng
leende til ham: »Hele Huset er gaaet ud, Herre!« Som alle de omliggende
Steder var Ingemanns Bolig ogsaa brændt, og saa vel hans Bohave som hans
første Digte vare gaaede op i Luer.
Men snart havde han en ny Digtsamling færdig, som han udgav 1811.
Foruden et østerlandsk Eventyr »Parizade« indeholdt den lyriske Digte og
Ballader, hvis Særkjende er en sværmerisk elegisk Tone og en fremherskende
Tilbøjelighed for gruopvækkende Emner. Digtene lignede Digteren, som han var
paa den Tid; han befandt sig i en sygelig, lidende Tilstand, der syntes saa
betænkelig, at hans Venner betragtede ham som Dødens sikkre Bytte; hans
angrebne Nervesystem gjorde ham endnu mere følsom, end han allerede var af
Naturen, og skræmmede hans Phantasi hen i Livets Natskygge. Men disse Digte
tiltalte i høj Grad Tiden, hvis aandelige Sundhedstilstand ej heller var den
bedste, og de gjorde megen Lykke, især hos Damerne. Han skyldte dem, at
en ung, følelsesfuld Kvinde, der fandt sin Sjæl sympathetisk berørt af den unge
Digters sværmeriske Kjærlighedslængsel, knyttede sin Skjæbne til hans og gjennem
et helt langt Liv blev ham en trofast Ledsagerinde. Sin overstrømmende
Kjærlighedslykke gav han Luft i nye Digte, og allerede Aaret efter udkom et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
