Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johan Ludvig Heiberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johan Ludvig Heiberg.
117
Nu boer jeg i Høien sora Elverkongens Brud,
O g kun naar Dnggen falder, jeg vover mig ud.
Thi vogt dig, o min Pige, for Elverkongen
seer dig!
II.
Jeg lagde mit Hoved til Elverhøi,
Mine Øine de finge en Dvale;
Da kom mig imøde Jomfruer to,
Og lokked mig med Sang og med Tale.
Eia! hvor selsom en Dands !
Striden Strøm den stiltes derved,
Som førre var vant at rinde.
Alle smaa Fiske, i Floden svam,
De legte med deres Finne.
Eia! hvor selsom en Dands!
De vinked mig først og saa trued de mig,
Jeg stod som med Lænker bunden.
Da galede Hanen i fjerne By,
Og Trolddommen var forsvunden.
Eia! hvor selsom en Dands!
Thi raader jeg hver dannis Svend,
Som ride vil i Skove,
Han ride sig ikke til Elverhøi,
Og lægge sig der at sove,
Eia! hvor selsom en Dands!
m.
Der vanker en Ridder mellem grønne Træer,
Roser og yndelige Blommer.
Der synger en Drossel, han staaer den
saa nær,
Med Qviddren den hilser Skjærsommer.
Han lytter med List imellem grønne Træer,
Roser og yndelige Blommer,
Han grubler og støtter sig taus til sit Sværd,
Mens Fuglen den hilser Skjærsommer.
Nu aabner en Jomfru Vindvet mod de Træer,
Roser og yndelige Blommér,
Som Fuglen hun synger, han staaer hende nær,
Da føler hans Barm, det er Sommer.
Da spirer hans Haab altsom de grønne Træer,
Roser og yndelige Blommer.
Han skuer den Elskte, hun er ham saa kjær,
Han hilser sit Haab i Skjærsommer.
Barcarole af „Prindsesse Isabella".
Lette Bølge! naar du blaaner,
Gjennemsigtig, lys og klar,
Himlens Farveskjær du laaner,
Selv du ingen Farve har.
Himlen ei, kun Himlens Billed
Hviler i din dybe Favn;
Aldrig er din Længsel stillet,
Den er evig, som dit Savn.
Bølge! hvor du klarest rinder,
Speiles Himlen i dit Bad ;
Ak! din Længsel Hjertet minder
Om hvad Skjæbnen skiller ad.
Hjerte! du bør ikke klage!
Selv Naturen føler Savn;
Trøst dig, hvis du har tilbage
Kun et Billed og et Navn.
Tycho Brahes Farvel.
(Af „Tycho Brahes Spaadom".)
Solen sänk bag grønne Lund,
Og den lyse, fulde Maane
Mellem Sjølunds Kyst og Skaane
Straaled over Øresund.
Hvælved om Uranienborg
Sig den lyse Stjernebue.
Tycho stod i Maanens Lue,
Monne Landet rundt beskue,
Tankefuld med dæmpet Sorg.
Og han sagde: Fædreland!
Siig mig dog, hvad var min Brøde,
Da din Søn du bort at støde
Fra dit Hjerte nænne kan?
Har du glemt min Kjærlighed?
Det var mig, som monne bære
Op til Stjernerne din Ære;
Hele Himlen kan jo være
Vidne til min Sønlighed.
Mit Chaldæa her jeg fandt,
Ak! I elskte danske Sletter
Vise jo i lange Nætter
Himmelen til hver en Kant.
Derfor, elskte Fædrejord,
Fremfor alle Verdens Lande
Har jeg elsket dine Strande,
Og paa dem bør Templet stande
For det lyse Stjernechor.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
