Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johannes Carsten Hauch
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
166
Johannes Carsten Hauch. 166
en god Villie, blev han en Gjenstand for de vittigste Angreb af sin paa denne
Arena saa overlegne Modstander og senere af Hertz i dennes epochegjørende
«Gjengangerbreve.«
Høstede Hauch saaledes ingen Laurbær i denne Fejde, saa vandt han
derimod en uvisnelig Krands ved den Række værdifulde Romaner, han kort efter
begyndte Udgivelsen af. Ilan debuterede 1834 med en Skildring af den danske
Historie, «Vilhelm Zabern,« som han af Mangel paa Tillid til sin litteraire
Anseelse udgav anonymt. Da den med Rette gjorde Lykke, skrev han 1836
«Guld-mageren,» 1839 «En polsk Familie,« 1845 »Slottet ved Rhinen,« 1853 »Robert
Fulton i« og 1859 «Charles de laBussière.» Paa samme Tid som Hauch berigede
den episke Litteratur med disse fortræffelige Værker, skrev han for Scenen en
Del Skuespil, af hvilke her skal nævnes «Svend Grathe,« der blev særdeles
smigrende bedømt af hans fordums Modstander Heiberg uden dog at gjøre en
tilsvarende Lykke hos Publikum, medens derimod det herlige Drama »Søstrene
paa Kinnekullen« og Skuespillene »Tycho Brahes Ungdom« og «Æren tabt og
vunden,» det sidste behandlende en Episode af Gustav Adolfs Historie, have
kunnet glæde sig ved en stor og varig Yndest. Et Bind »Lyriske Digte,» som
han udgav 1842, er en af de bedste Digtsamlinger i den danske Litteratur.
Hauch var en kort Tid Professor i nordisk Sprog og Litteratur i Kiel,
men forlod Byen ved Oprørets Udbrud, I Kjøbenhavn holdt han
Forelæsninger over den islandske Oldlitteratur og udgav 1849 »Saga om Thorvald
Vid-førle.« To Aar efter blev han Oehlenschlägers Efterfølger som Professor i
Æsthetik, hvilken Plads han endnu beklæder; i to Bind æsthetiske Afhandlinger
har han nedlagt en Del af sine Konstbetragtninger. Han er endvidere Censor
ved det kongelige Theater og var et Aar dets Directeur.
Endnu i sin høje Alderdom har han bevaret sin Productionsevne, ja det
synes endog, at han med Aarene har vundet baade i Talent til at beherske
Com-positionen og, hvad der er endnu mærkeligere, i den lyriske Følelses Styrke og
Inderlighed. Vist er det, at det Bind »Lyriske Digte og Romancer,» han udgav
1861, indeholder nogle af hans skjønneste Poesier og i «Valdemar Atterdag« har
en Romancecyclus, der med sin Friskhed og Farverigdom snarere synes at være
udsprungen af et ungdommeligt Sind end at være frembragt af en alderstegen
Digter. En anden Romancecyclus, »Valdemar Sejer,« som udkom Aaret efter,
er som Helhed ikke saa vellykket, men har store Skjønheder i det Enkelte;
senere har han i »Fortællingen om Haldor« gjennemført en mesterlig Efterligning
af Sagastilen og i de nylig udkomne »Minder fra min Barndom og min Ungdom»
dvælet ved de svundne Dage med den Gamles vemodige Erindring, men tillige
med et rigt Sinds evige Ungdom.
I det skjønne Digt »Bekjendelsen« omtaler Hauch den Skjæbne, der er
bleven hans som Digter. Han har aldrig hørt til dem, ved hvis Sang Mængden
flokkede sig, dertil har hans Digtning været for alvorsfuld, for dybt bevæget ved
hans mandige Blik paa Livet, for mægtigt greben ved Tanken om Døden; aldrig
har han sunget uden for at tilfredsstille sin egen Trang, aldrig har han smigret
Hoben, og derfor har han aldrig været populair i den Betydning, hvori dette Ord
ofte tages. Dog maa det erindres, at hint Digt nu er femogtyve Aar gammelt,
og at Hauch i Løbet af den Tid har udvidet Virkningen af sin Poesi til langt
større Kredse end tidligere, uden at han derfor har opgivet noget af den ædle,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
