Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johannes Carsten Hauch
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johannes Carsten Hauch.
175
Et Andet trøster mig end:
Thi jeg stirred paa Tidernes Løb,
Og skiøndt dybt mig smerted Menneskets
Qval,
Saa følte jeg dog den høie Giengieldelses
Ret,
Hvis hellige Finger,
I det den fælder sit Offer,
Over dets Grav
Henpeger mod Evigheden.
Og tidt har Maanens vexlende Skive
Skinnet paa min Vei
I det falmede Løv;
Og tidt saae jeg Syvstiernen
Og den himmelske Svane
Blinke med dobbelt Glands
I den mørke Høstnat;
Da aned jeg, at der gives Tanker, der,
Stiernerne liig,
Ikke lyse for Jorden, men over den.
Trøst i Modgang.
Vender sig Lykken fra Dig,
Bli’er Du i Støvet traadt,
Og bli’er af Fjender spottet,
Af Venner selv forraadt,
Du skal det lidet agte,
Naar Du Dig selv ei sveg,
Vi sendtes hid til Arbeid,
Og ei til Lyst og Leg.
Men hist, hvor Aander svømme,
Paa Melkeveiens Hav,
Hvor Livets hvide Svaner
Opstaae af Tid og Grav,
Der skal det aabenbares,
Hvad Du har tænkt saa tidt,
At den skal høiest glædes,
Som allermest har lidt.
Thi Smerten er kun Vrangen
Af Salighedens Dragt,
I Dybets dunkle Kilder
Speiler sig Lysets Pragt.
Afsked fra Yerden.
Det er paa Tiden, bort jeg vandre maa,
Den blege Død har lammet mine Kræfter,
Det dunkle Eventyr jeg skal bestaae,
Som Sjælen frygter og dog længes efter.
Hvad meest jeg elsked, fandt i Graven Skjul,
Og ingen Ungdomsven jeg har tilbage,
Jeg stod i Verden sora en fremmed Fugl,
Hvis Sang kun var et Suk fra svundne Dage,
Hvad jeg har virket, har jeg fast forglemt,
Det spredtes rundt som Løv for kolde Vinde,
Kun Eet jeg veed, det har mit Hjerte gjemt,
Min Barndoms Tro, den gik mig ei af Minde.
Og jeg har forsket rundt i mangen Bog,
Og jeg har siddet ved de Vises Side,
Trods deres Ord dog blev jeg lige klog
Paa det, som allerhelst jeg vilde vide.
Thi Jordens Kløgt ei give kan Besked
Om hvad der skimtes gjennem Gravens Rifter,
Og hvad enfoldig Fromhed her ei veed,
Det sees ei heller i de Vises Skrifter.
Dog var der Een, hvis Øie længer saae,
Hvis Ord skal staae, naar Jordens Kløgt
forsvinder,
»Hvo ikke bli’er som en af disse Smaa,«
Saa talte han, »ei Himlens Veie finder.»
Du Frelsens Aand, forlad da Du mig ei!
Og tag den Kundskab bort, der mig forvilder!
Udslet min Synd og led Du mig paa Vei,
Igjennem Dødens Nat til Livets Kilder!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
