Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Arnold Wergeland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
214
Henrik Arnold Wergeland. 214
end Foster timegammelt er sin Fader.
Og Aanders Arveret er den, at Hver
skal mod sit Ophavs Guddom nærme sig
ad selvbrudt Vej, paa uafhængig Flugt
igjennem Evigheden. Deraf, Phuniel,
den Selvbevidsthed, som med raske Drag
paa Aandens Indres Baggrund, paa dens Ro’es
udspændte Marmorflade maler af
den Salighed, som er hans Fantasis
og Hjertes ejendommelige Digt.
Phun-Abiriel.
Bedst tror jeg Vanvid vilde digte.
Det Luefarver har, Indbildningskraft.
Og ene Vanvid og Alviisdom
tør Tvivlens Tænder ikke gnage.
Hvis da jeg kunde, hvis det ej en Grif
i Støvet lænket var, jeg Vanvid løsslap.
Thi snart det rev mig hen paa vinget Smiil
til hvert et Maal, jeg tænkte mig, det rakte
mig med Triumfens Latter sønderplukket
hver Gaade, som jeg pegte paa; og naar,
med kroget Gisning paa, det medede
i Verdensdybet, flux det ud blev kastet,
det fisked op den Perle , som jeg ønsked.
Mit Vanvid hopped paa elastiskt Been
hver Grændse over, hvor dybt under Viisdom
maa krybe hen i tusind sunde
og sene Tanker for at finde Indgang.
Saaledes, o Ohebiel, hvis vanvittig
jeg tænkte: »jeg er Gud,« da følte jeg
en Guddoms Salighed.
Ohebiel.
Det være nok, at Alt om os er godt,
at, som til Overflod, det Godes Farve
og Form er Skjønhed, at, saalangt vi se,
Guds Storhed voxer. Vi har Deel i denne,
til Odelarv, saavidt vi kan den fatte.
Af hans Algodhed har du Deel saa stor,
som du med egen Godhed dig tilmaaler.
Og du har Deel af hans Alviisdom , hvis
du selv er viis.
Glød da i Aanders Fryd, der skinner gjennem
den Skikkelse Guds milde Fantasi
os gav, at, som hver Dyd og Kraft
fremblomstrer ,
og som velvillige Følelser udvælde,
dens Morgenskjær meer fagert skulde blomstre
og Aandens Form en Dragt af Skjønhed vorde.
Her lyver ikke Formen, som paa Kloden,
hvor Laster funklede og Dyder rustned:
er Aanden god og viis, saa er han skjøn.
Men, o, dit Mismod, Aandens Tæring, da
du ej kan løse selv din egen Gaade,
hvis Led er’ spredte i Uendeligheden,
i Lænkerad fra første Sol og til
Insektets Vinge, gjør din Skjønhed bleg,
der skulde være Gjenskin af din Fryd.
0 Phuniel, min Sorg! Abiriel, min Beundring!
To Magter stride i det Indre; lad
den sejre, som kun tror, at Verden er
Guds Tempel, denne Jord en nysrejst Pille,
Udødeligheden morgenfarvet Kuppel,
spændt over hver en Aand, der som en Lovsang
indruller gjennem Evighedens Porte!
Og glød da med i Aanders fælles Fryd,
1 deres Saligheds Bevidsthed! Thi
Vi vide Gud er nær, at nu vor Godhed
er større Deel af Guds Algodhed,
vor Kraft og Indsigt i Alverden
en større Deel af Almagt og Alviisdom,
end da, berusede af Livets Blod,
vi, skyggede af Dødens Vinger,
sad sammen, elskende hverandre,
paa lavere Fodtrin af Guds Throne,
og fryded os som Konger over Tusind
af Dyr og Planter.
Phun-Abiriel.
Snart have disse Skyer kjæmpet ud,
Solstraalen frem til denne Jord sig borer.
Da vil den meer ej som isøvne gaa,
ej gynge sagte som en Vugge; men
dens Flugt begynder; soin berust af Lyset,
som om den Solens Bæger havde tømt,
med Regnbuharpe, Morgenskyers Krands,
den henigjennem Rummet tumle vil.
De glade Dyr da ere Klodens Jubel
og Blomster og Træer dens vilde Fantasi.
Da, medens alle Aander stimle til,
at se det altid nye Skuespil,
da vender jeg mig bort; thi da fremvælder
den sorte Kilde til mit Mismod ; thi
Jeg, som kan læse gjennem Kjød og Been
hvad Sjelene paa disse Kloder tænke,
jeg studser blind ved Lysets Underværker,
og veed ej Hvad det tegner af i Blomsten,
i Græsset linjer op, og efterklipper
i Træets Blades aldrig eense Takker.
(Akadiel, en herlig Lysgestalt, viser sig fraoven,
omgivet af Æoner.)
Ohebiel.
Akadiel kommer! Knæl!
Phun-Abiriel.
Jeg ej tilbeder.
Jeg sænker mig i Mulm.
Ohebiel.
Ve! Dig jeg følger.
(Forsvinde halvt i Mulmet paa Klodens Natside.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
