Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Henrik Arnold Wergeland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Arnold Wergeland.
217
Mon nægted han, som saa mangen Helt,
arvet Guld til Ringen lade,
valgte det flyvende Sejl til Telt,
og Bølgen til Odelstade?
* , *
*
Ingen veed det; thi Slemmedegn
brændte Hallen og Ættens Sidste.
Bauten paa Højen har intet Tegn,
og Saga har glemt hvad hun vidste.
Den Elskedes Overfart.
— Tys! det pladsker over Vandet.
Det er Hende ! Det er Hende!
Hendes Forbud er alt landet:
denne glade Angst for hende.
Aaretakten kan jeg kjende:
uden Regel, uden Lag,
som mit eget Hjertes Slag.
Bølge! Bølge! skyd bagefter!
sikkert, men med milde Kræfter!
Ellers med mit Blod jeg plette
vil din rene Barm, og trætte
med mit Liig din Flugt den lette.
Selv vil jeg i Stormen bo,
at dig aldrig undes Ro.
Hulde Stjerne, over Vigen
maa du trofast lyse Pigen.
Er ej hendes Blik dit eget?
har, i Eva-Aasyn præget,
dog ej Jord, ej Himmel sveget?
Kan du hade egen Ild?
frygte den, der er saa mild?
Ve dig, om du kunde svige
Baaden med den unge Pige!
Skjønt du straaler i det Høje,
Hevneren min Bøn skal bøje.
Som den Dødeliges Øje
Han kan dig udslukke bråt,
gjøre al din Glands til Nat.
Lyser du med trofast Styrke,
da jeg evigt dig vil dyrke.
Jeg Bassin vil Kilden bryde,
mine Blomster duggbegyde,
at jeg Spejle nok kan byde
Dig og Hende, der saa lig
er i Blik og Reenhed Dig.
Min Yivs Hjemkomst.
Gudskelov, min hulde Hustru!
Gudskelov du engang kommer!
O Velsignede, velkommen!
O velkommen tusind Gange,
var dit Fravær ej slig Sorg!
O med tusind Kys velkommen,
da dit Fravær er slig Sorg!
O velkommen hjem igjen,
til mit Hjerte hjem igjen
inden disse Armes Grændser,
hvor, min Viv, Din Verden ender!
O velkommen hjem igjen!
Jeg har længtes, til jeg blegned,
til mit karske Hjerte sygned,
aabnet Favnen, fanget Luften,
til min stærke Arm var segnet.
Du maa tro det, ja ved alle
denne Midnats vaagne Aander!
skjønt imorgen ved dit Hjerte,
Elskte, Du min Kind vil finde
blussende af Glædens Sundhed.
O velkommen, hulde Hustru!
skjønne Text for mine Sange!
søde Smag for mine Læber!
bløde Marmor for mit Favntag!
ædle Billed for min Aands
dybe, jublende Tilbeden!
O velkommen hjem igjen!
Ak, hvad kan min Styrke tvinge,
saa jeg ikke op kan springe?
Ak, hvad binder mine Arme,
at jeg ej Dig kan omfavne?
Ak, hvad kan mit Øje blinde,
saa det ej sit Syn kan finde?
Har mon hist fra Dødninghaven
stakkels ugift Kvindes Gejst,
svøbt i Hyldens Duft paa Graven,
sig i Sommernatten rejst?
er ind af mit aabne Vindu
opad lette Ranke stegen,
for med Trolddom mig at gjække,
min Henrykkelse at vække,
for med den Bedragnes Kval
sin at kunne vederkvæge?
»Det er mig, og ikke Hende«,
klang det, klang, som om man kunde
tænke Klang fra Engens Klokkes
og Konvallens spæde Munde,
Toner i en Liljes Stengel.
17
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Sun Dec 10 19:55:44 2023
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/norddigter/0261.html
