Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Arnold Wergeland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Arnold Wergeland.
221
et Barn, et Barn ! Men dødt!« —
Ak, tænkte Stjernerne i denne Nat,
da Bethlemsstjernen lyste mellem dem,
at intet Godt paa Jorden kunde ske?
Thi ingen af dem saa, at Gamle-Jakob
saa glad, som om en Skat han havde funden,
flux kasted bort sin hele Rigdom: Skræppen,
trak af sin knappe Kjole, hylled den
om Barnets Lemmer, blottede sit Bryst,
og lagde saa dets kolde Kind derved,
indtil det vaagned af hans Hjertes Slag.
Da sprang ban op. Men nu hvorhen ? Thi Stormen
har blæst hans Spor igjen. Det ej bekymred.
Thi han i Tordenen i Skovens Toppe
nu hørte Davids Jubelharper kun;
ham Fygene nu syntes som Cheruber,
der viste Vej paa svanehvide Vinger,
og i det Maa og Faa, han fulgte, følte
han Herrens eget stærke Fingertræk.
Men Huus paa vilde Tiveden at finde
i slig en Nat, da Lys ej turde brænde?
og midtvejs laa der kun en enkelt Plads,
det låve Tag ej skilles kan fra Sneen,
den sorte Væg ej fra et Klippestykke.
Dog standstes ved et Under ban af den.
Der sänk han ned. Han mægted ikke mere;
og mange Vindstød for, før med sin Byrde
han orkede at slæbe sig til Døren.
Han banked sagte først; thi Barnet sov;
og nu først savned han sin tabte Skræppe,
fordi han intet ejede at give
de gode arme Folk, som snarlig ville
med gjæstfri Hasten aabne Døren. Ak,
han banked mange Gange, før det svared:
»I Jesu Navn, hvem der i slig en Nat?«
»Den gamle Jakob. Kjende I mig ej?
den gamle Jøde?«
»Jøde!« skreg forfærdet
en Mands- og Kvinderøst. »Da bliv du ude!
Vi eje ingenting at kjøbe for,
og blot Ulykke vil du bringe Huset
i denne Nat, da Han blev født, du dræbte.«
» Jeg ?«
»Ja dit Folk, og det er Synden, som
igjennem tusind Led skal straffes.«
»Ak!«
Inat da Hunden lukkes ind?«
»Ja Hunden,
men ingen Jøde i et kristent Huus.«
Han hørte ikke meer. De haarde Ord
ham koldere end Vinden gjennemhvinte,
og slængte, stærkere end den, ham ned
i Sneen, bøjet over Barnets Slummer.
Da syntes ham, mens han mod Vind vet stirred,
om ej det hvide Ansigt atter kom
tilsyne dog, som om han sänk i Duun,
at liflig Varme gjennemflød hans Aarer,
og at bekjendte Væsner, hviskende
som Sommervindens Æolsspil i Græsset,
omsvævede hans Leje, indtil En
med løftet Finger sagde: kom! han sover.
Og i en oplyst Sal ved Siden af
forsvandt de Alle; Barnet kun forblev der
ved Foden af hans Leje, dragende
hans Puder stedse bedre om ham, til
det forekom ham selv, at han sov ind.
— Det Sneen var, som voxte om den Døde.
»O Jesus! Jøden sidder der endnu!«
skreg Manden, da han saa om Morgnen ud.
»Saa jag ham bort! Det er jo Juledag,«
faldt Konen ind. »Og se den Jødeskjelm,
hvor fast han holder Bylten klemt til Brystet!«
»Han er paatrængende med sine Varer.
Med stive Blik han seer herind, som om
vi havde Penge nok at kjøbe for.«
»Dog gad jeg se hvad han i Bylten har.«
»Viis frem da, Jøde!«
Begge treen de ud.
Den frosne Glands de saa i Ligets Øjne.
De blegned meer end det, de skreg af Skræk,
og skjalv af Angrens Slag.
»O Jemini!
Hvad Uheld her er hændt!«
De op ham rejste,
og Bylten fulgte med. De aabned Kjolen.
Der hang, med Armene om Jødens Hals,
Margrethe, deres Barn — et Liig som Han.
Saa slaar ej Lyn, saa rappe Orm ej bider,
som Skræk og Smerte Ægteparret slog.
Saa bleg som Faderen var ikke Sneen,
saa bylte Stormen ej som Moderen.
»O Gud har straffet os! Ej Stormens Kulde,
vor egen Grusomhed har dræbt vort Barn!
Forgjæves! ak, som Jøden paa vor Dør
paa Naadens ville vi forgjæves banke.«
Da Skogen vejbar blev, kom Bud fra Gaarden,
hvor lille Gretha fostredes ilægd,
og hvorfra hun, da Helgen ind blev ringet,
før Vejret kom, var vandret af sig sely,
Forældrene at gjæste Juleaften.
Dog kom det ej at spørge efter Barnet,
men efter Jøden fra de Bygdens Piger, ..
hvis Haab nu til at kunne gjæste Kirken
kun stod til Nytaarsdagen, om han fandtes.
Der laa han død i Stuen foran Arnen,
hvor Manden med et Blik som Jødens frosne,
og i en Stilling krum som Ligets, sad,
i Baalets røde Aske stirrende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
