Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Arnold Wergeland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
224
Henrik Arnold Wergeland. 224
af et Offer og Forsoning —
o hvor findes saadant Sted,
disse løvbekrandste Tanger
med den fromme Hyttes Fred,
uden i din Herlighed,
underdejlige Hardanger?
Den smukke Familj e.
Mærkværdigt! O, meer end Mærkværdigt!
Vidunder! Vidunder!
O, at mine Knæ aarkede at bøje sig for
at tilbede!
Min Sjel har slaaet sine Vinger sammen;
den knæler ligesom i et tilhyllet Kapel;
thi mine Øjne have lukket sig over det Syns
Herlighed,
jeg har havt.
»Se dog« — sagde jeg til min Viv— »maaske
gjør jeg Rosen Uret.
Kanske dog een er udsprungen inat.«
»Een fuldtud sprungen!« — raabte hun,
slaaende sine Hænder sammen —
»og sex halvtudsprungne omkring.«
»O hvilken smuk Familje!« sagde jeg.
»Den Fuldtudsprungue er som en Moder
mellem sine Døtre.«
Vidunder! Himmelens Vidunder!
I den største Rose sad der en Matrone, ikke
større end en Humle,
og klædt som den i Gyldenstykkes Trøje og
sort Skjørt,
og spandt nogle fine Støvtraade ud af en
Blomsterkolbe til Teen.
»Srrr Stille!« sagde hun. »Aabn med et
Kys de sex
halvtudsprungne af disse Roser, skal du faa
se mine sex ældste Døtre.
Vi ere Génier, Englenes Tjenerinder.
Alle Vi ere i din Moders Tjeneste.
Hun har sendt os for at forfærdige den Dragt,
hvori din Sjel skal fare hen.«
Jeg aabnede, som befalet, den ene Rose
efter den anden.
I hver af dem sad en Genius, herligere
klædt end Guldbillen.
Alle arbejdede de som Moderen.
Ansigterne syntes mig bekjendte.
De syntes mig at være afdøde Elsktes.
»Se hvilken herlig rosafarvet Tunika, du
skal faa!«
sagde den Første.
»Frygt ikke for at den er for liden,« sagde
den Anden.
»Saasnart den kommer ud under fri Himmel,
udvides den.«
»Jeg tor dit Skjærf!« sagde den Tredje,
toende nogle fine gyldne Traade i en Dugg-
draabe.
»Og Jeg! og Jeg!« sagde de Andre
eftersom jeg kom til dem,
»Se her! Se her!«
Og En lavede Rosenolje til at smøre de fine
Fjer med,
som de sagde Sjelen allerede nu bar.
En syede paa et Par Sandaler, der
saa ud som et Par af de smaa hule fine
Blade i Rosens Indre.
»Med dem kan du træde paa Solens
Glødbund ,« sagde hun,
og syede og syede med en Syl ikke større
end en Mygs Brodd.
Den Sjette sad med Hænderne i Skjødet.
»Jeg er alt færdig« sagde hun: »Min Moder
har alt faaet
mit Spind, og saa kan jeg da sladre lidt.«
»Men kjender du mig ikke? Jeg er det
fattige Barn,
som du ønskede var dit.«
»Se!« sladrede hun. »Vi ere flere end syv.
Vi ere Een og Tyve.« Og til min
Forbauselse tællede jeg
fjorten Knopper til.
»Først naar den Sidste aabner sig,«
vedblev Hun,
»ønske vi Du skal flyve med til Himlen,
og Du skal se,
hvor smukke og store vi blive i Flugten.«
»I den sidste Knop ligger kun en
Kanarifugl, ikke større end et Bygkorn,
og en højrød Dompap, ikke større end en
Granat.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
