Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johan Sebastian Cammermeyer Welhaven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
232
Johan Sebastian Cammermeyer Welhaven. 232
dets Rod i Moderjorden fast sig stiller,
der henter det sit Præg blandt Individer;
men Altets Lysstrøm over Kronen glider,
og Kronens Løv i Lysreflexer spiller.
t
At holde trofast Karakteren hellig,
og stræbe kjækt mod Universets Skjønhed,
for denne rene Lov hver Mislyd tier;
hvor disse Kræfter slynge sig i Fællig,
der er man tryg mod Livets Ironier:
forskruet Kraft og overdreven Grønhed.
Her er et Glimt af Morgenrødens Flamme,
her lad mig atter hæve Taagens Flor,
og skimte Dagen i vort dunkle Nord,
og glemme Billedet i Nuets Ramme!
O, der er Haab ved denne prude Stamme,
der eier Sønner end af Tyr og Thor,
hvor Kraftens Spire i det Indre gror,
skjønt alle Lemmer endnu synes lamme.
Se, det er Natten, som med Dagen kæmper,
der bringer Slægten denne halve Blunden,
hvor Øiet aabnes, lukker sig igjen.
Og Vindens Susen gaar i Granelunden,
og Taagesløret Morgenrøden dæmper, —
da er det let at sove Morgnen hen.
Men Dagen stiger, Søvnen er forbi,
den snevre Verden lukker sig og svinder;
den Vaagne hæver sig mod Fjeldets Tinder,
og kaster Øiet fra den steile Sti.
Da dvæler han med stille Sympathi
ved Sølverfloden, der i Dalen rinder;
men snart hans Blik vil ile uden Hinder
mod Horisontens hele Trylleri.
Det store Billed af den rige Dag
forjager Drømmens Blendverk af hans Hjerne,
mens Ætherstrømmen bølger i hans Bryst;
thi der, hvor Blikket rækker Sjølunds Kyst
og Kjølens sidste Bakker i det Fjerne,
først der det skuer over Hjemmets Tag.
O, som en Yngling blussende og kjæk
skal Ætten voxe bag de høie Fjelde,
naar mangen Jette synker hen af Ælde,
der nu staar rank og truende og fræk.
Paa røde Val, og paa Fregattens Dæk,
dens Arm skal minde om Normannens Vælde,
og lade Sagabogen atter melde.
det gamle Heltenavn for Seir og Skræk. —
Hvad nu er Ord skal engang vorde Daad,
hvad nu er taust skal finde stærke Munde
i Thingets Sale og i Templets Buer;
hvad nu er Larm skal blive vise Raad,
og visne Ho’der byttes om med sunde; —
hvad nu er Glimt skal engang vorde Luer!
»Thi Glandsen, der i Anehallen brænder,
kan ei fortabes, — er en hellig Arv,
der falder renterig til Folkets Tarv,
naar det kan hæve den med voxne Hænder;
»og medens Hallen sine Funker sender
til Aandens Virken og til Plov og Harv,
gror atter Helteoldets faste Marv,
i klare Hjerner og i stærke Lænder.
»Og derfor flyver med sit Varsels-Ord
den høie Saga over Fjeld og Fjorde,
og Folket undres ved den sære Klang:
»»Din Hi’emstavn, Bonde, er en hellig Jord;
hvad Norge var, det maa han engang vorde
paa Land, paa Bølge og i Folkerang!««
Med „Norges Dæmring" til Christian
Winther.
Til ham, der spiller paa Harpe,
omskygget af Bøgens Krands,
saa Brasen, Karuds og Karpe
maa lege med deres Svands, —
fra En, der spiller paa Lire
af Sorg i en bagvendt By,
saa Hunde paa To og Fire
maa hyle i vilden Sky.
Høistærede Christian Winther!
Gud give, jeg var hos Dem!
Man hugger mig snart i Splinter
i Frihedens gamle Hjem.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
