Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johan Sebastian Cammermeyer Welhaven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
236
Johan Sebastian Cammermeyer Welhaven. 236
han gjør sit Kast i Halling og Springer
med vinget og sikkert Fjed,
i Fyr og Fjeld han klatrer, og bringer
Ørnens arrige Yngel ned.
Han hærmer efter al Verdens Dyr,
og gjør det bestandig ligt,
han kaldes en Mester i Eventyr,
i Sagn og i alskens Digt;
der gjetter Ing-en i Norges Rige
alle de Gaader, han kan, —
og hver Månd ved, at Ingen paa Gige
spiller saa deiligt og fint som han.
Harald fra Reine er høi og bleg,
men sikker og muskelfast,
hans Hoved er som skaaret i Eg,
hvert Træk er bestemt og hvast.
Se, hvor han stemmer de fine Strenge
og lytter med lette Nik;
paa alle de glade Terner og Drenge
hviler hans dybe, stirrende Blik.
Han sidder ved Arnen, og hæver nu
sin Røst i hurtige Ord,
og Sagn udfolde sig af hans Hu
som Blommer af dyrket Jord.
Til Nøk og Alf i de grønne Dale,
til Dvergen i Klippeblok,
til Trold og Jetter i Klippesale
forer hans Røst den lyttende Flok.
Saa standser han Ordet af og til,
og fletter i Sagnet ind
det lifligt klingende Strengespil,
der raader for Sands og Sind;
det lyder med Røst fra hviskende Lunde
og syngende Kildevæld,
og atter høres det, som det kunde
have sin Klang fra det dybe Fjeld.
Da kaldes igjen ved Haralds Streng
det selsomme Minde frem,
at Harald blev som en ti-aars Dreng
indtagen i Huldrens Hjem.
Til Fjeldet flyttedes Kirkens Klokke,
og rørtes paa sjette Nat,
og Bygdens Folk i spredede Flokke
søgte den Tabte i Ur og Krat.
Til Slutning blev mod en Klippehal
en søgende Skare ført, —
thi der lød Spil med et Tonefald,
hvis Måge var aldrig hørt;
paa mosdækt Sten sad Harald den lille,
med Gigen til Kinden lagt,
og traadte Takt, og vedblev at spille,
til Mængden førte ham bort med Magt.
Og siden har han vandret omkring
i alle de lange Aar,
og øvet de mange kunstige Ting
paa Fjeld og i Bondens Gaard.
Der siges i Dalene allevegne,
hvor Harald ved Arnen sad:
»Huldren har tryllet Harald fra Reine, —
Harald fra Reine er aldrig glad.«
Til Kirkestevne møder han ei,
og gaar ei i Folkets Fjed,
men over den vildeste Klippevei
han kommer til Bygden ned.
Hans Gods er lidet og let at flytte, —
han følges med Elg og Ren;
til Herberg har han en snever Hytte,
muret af Urens vældige Sten.
Men kommer han end fra Fjeldenes Ørk,
han samler dog Folk i Flok. —
og er hans Hu tungsindig og mørk,
han vækker dog Glæde nok.
Som Fyrrens Krone i haarde Vinde,
som Løv i den sene Høst,
saa bæver Stuen, hvor han er inde,
af Dands og Latter og alskens Lyst.
Og derfor samles paa Tyristrand
de jublende Skarer nu,
og holder denne Gang Gulvet Stand,
det brister ei let itu.
Paa Gaarden der gaar Ingen til Senge
fra Kveld og til Hanagal;
Harald fra Reine raster ei længe, —
han maa vandre fra Dal til Dal.
Asgaardsreien,
Lydt gjennem Luften i Natten farer
et Tog paa skummende sorte Heste.
I Stormgang drage de vilde Skarer;
de have kun Skyer til Fodefæste.
Det gaar over Dal, over Vang og Hei,
gjennem Mulm og Veir, — de endse det ei.
Vandreren kaster sig ræd paa Veien.
Hør, hvilket Gny! — Det er Asgaardsreien.
Thor, den stærke, med løftet Hammer,
staar høit i sin Karm, — er forrest i Laget;
han slaar paa Skjoldet, og røde Flammer
belyse det natlige Tog ved Slaget.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
