Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johan Sebastian Cammermeyer Welhaven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
238
Johan Sebastian Cammermeyer Welhaven. 238
Da var det Ulv blev dragen i Haar
o g slynget i Luften og ført af Gaard,
ja ført over Skov, over Fjeldetinde;
han spurgtes ei mer, — ban var ei at finde.
Da Larmen stilned om Rædselsstedet,
laa Grim af Dødskampen sammenkrummet, —
men Brudgommen blev over Sneen ledet
og sattes paa Hyndet i Gj esterummet.
Hans Hoved vakled, hans Blodstrøm flød, —
han svæved en Tid mellem Liv og Død;
men han blev pleiet og vel forbundet.
Om Vaaren havde han Alt forvundet.
Nu sidder han bøiet og høit bedaget,
og kan sin Æt omkring Arnen samle;
nu sidder hau ofte med Sagn i Laget
og korter Tiden for Unge og Gamle.
Saa var det seneste Julekveld,
da Ungdommen raabte: »Fortæl, fortæl!«
Da flammed hans Blik, da saa han tilbage, —
da måned han frem sine Bryllupsdage.
Dyre Yaa.
Den gjæveste Bonde i Vinje Gjeld
var Dyre fra Vaa at nævne;
han var saa sikker og stø som et Fjeld,
og eiede tolv Mands Evne.
Hans Grander sagde saa stort et Ord:
»Du turde vel prøve en Leg, som Thor,
med Trold og med Bjerg-Uhyre?«
»Ja, om det var mørkt,« sagde Dyre.
Saa skulde det hende, at Dyre Vaa
sad lunt i Julekvelds-Gilde;
mens Øllet gik rundt og Natten faldt paa,
de drukke saa meget de vilde.
Med Et blev der tyst i det lystige Lag;
der hørtes fra Fjeldet et grueligt Brag
og et Brøl som af hundrede Tyre.
»Nu er det vel mørkt,« sagde Dyre.
Og Dyre gik flux til Totak-Vand
og løste sin Baad behændigt;
men da han kom nær til den anden Strand,
det raabte ham an ubændigt:
»Hvem er det, som pusler i Kjernet nu?« —
»Det er nok Dyre fra Vaa; — end Du,
der rusler i Urer og Myre,
saa mørkt som det er?« — spurgte Dyre.
»Jeg er fra Aashaug, og skal afsted
til Glomshougs-Møerne mine;
læg hid til Stranden og tag mig med,
og brug saa Kræfterne dine!«
»Ja, let Dig først,« gav Dyre til Svar,
»for Prammen er klein, og jeg tænker, Du har
en Krop som de sværeste Fyre, —
og husk, det er mørkt,« sagde Dyre.
Saa skrumpede Trolden sig dygtigt ind,
og sad som en Dverg paa Tilje;
men da fik Dyre et andet Sind,
og meldte paa Stand sin Vilje:
»Aa, syn mig nu, hvad Rise Du er!»
Men Trolden brummede studs og tver:
»Nei stop, den Lyst faar Du styre.«
»Ja, mørkt er det og,« sagde Dyre.
Men Trolden gjorde sig blid om lidt,
og sagde ved Fartens Ende;
»Jeg lægger et Mærke i Truget dit,
hvoraf Du mit Maal kan kjende.
Se vel under Toften, naar det er Dag,
og tag, hvad Du finder, for din Umag;
det er din Færgemandshyre.«
»For nu er det mørkt,« sagde Dyre.
Det var en Vantefinger af Uld,
der laa under Dyres Tofte;
med fire Skjepper den maal tes fuld, —
og Dyre har maalt den ofte.
Da blev det for Alvor et stadigt Ord,
at Dyre var Karl for at gaa, som Thor,
mod Trold og mod Bjerg-Uhyre.
»Helst naar det er mørkt,» tænkte Dyre.
Veiviseren synger.
Tilfjelds over Bygden staar min Hu,
naar Gjøgen begynder at gale,
Kom med til Sætren iaften Du!
Thi Solen skinner paa Fjeld endnu,
mens der er mørkt i Dale,
Der er paa Veien en dunkel Lund ,
hvor Alferne ere tilhuse.
Husk, der maa Du gaa med lukket Mund;
selv Nøkken derinde lader kun
sagte sin Harpe bruse.
Men oppe paa Fjeldet er der Klang,
som gjenlyder i det Fjerne.
Der klinger Bjelder og Lokkesang;
med Langeleg der paa Sætervang
sidder min fagre Terne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
