Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rasmus Villads Christian Ferdinand Winther
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
246
Rasmus Villads Christian Ferdinand Winther.
»Hil sidde du blandt Roser, selv en Rose
saa skjøn,
Liden Else, jeg har elsket dig længe i Løn!«
Da neied sig mod Jorden den tugtige Mø,
Af Blussel og Angst var hun nær ved at døe.
»Til dit Hjerte og din Haand jeg beile nu vil,
Disse gode danske Herrer ere Vidne dertil!»
Da rysted hun paa Hovedet med blussende
Kind,
Da greb hun til sin Rok og vilde gaae ind.
»Jeg giver dig Forlov at betænke den Sag,
Liden Else, i Morgen er der atter en Dag!«
Det sagde han saa listigt og saae til Pigen ned,
De andre Herrer smidskede saa lønligt derved.
» Med hvide Perler fletter jeg dit guldgule Haar,
Din Fløielskjortel fores med Sobel og Maard,
Jeg binder dyre Stene om din Hals og din Arm,
Jeg spænder fire Heste for din hængende
Karm.«
»Til Harper og til Fløiter under tusind Kerters
Glands
Paa kostelige Tillie der træde vi vor Dands;
Ved barske Vintertider i Salen luun og tæt
Vi spille Guldtavl ved Malvasier og Klaret.«
Da reiste hun sit Hoved, slog Lokken fra sin
Kind,
Hun smiilte med sit Øie, saa listefuld i Sind.
Hvor gule var de Lokker, som rundt om
Panden laae,
Og saa disse Øine, — hvor friske og hvor blaae!
»Jeg er kuns Bondepige, men I en Ridder stolt,
Snart vilde eders Øie kun skue mig koldt;
En Bonde maa det være, en Bonde har jeg
kjær;
Thi hænge I bort eders blanke Herresværd!«
»Velan, jeg hænger gjerne min Dyrendal
paa Væg,
Nu vil jeg hvædse Leens og Plougjernets
Ægg.«
»Men Kaaben hiin røde jeg aldrig skue vil,
En dygtig Vadmelskofte maa I lægge jer til!«
»Ja Vadmel vil jeg bære, og d^t røde Fløielskrud
Paa Herrens høie Altar jeg breder ydmygt ud!«
»Saa skjenker I bort eders ridderlige Hest;
Min Månd skal drive Studen, det passer
ham bedst.«
»Jeg jager ind i vilden Skov min gode Ganger
graa,
Den Hest, som mig har baaret, skal Ingen
sidde paa;
Men selv vil jeg langsomt i Plougfuren gaae,
Ifald jeg, liden Else, dit Hjerte kan faae.«
»Af Eders Borgekjælder I trille hvert et Fad,
Den 01 og Mjød, jeg brygger, gjør ogsaa
Hjertet glad!«
»Ja gjerne vil jeg drikke det danske 01 og
Mjød,
Saa giver jeg min Sanger den Viinmost saa sød ;
Ei lyder Sangen lifligt, naar Halsen er for tør,
Og dygtigt maa den skylles, det har jeg
mærket før!«
Det sagde han saa listigt og saae til Sang’ren
hen,
De andre Herrer smidskede saa lønligt igjen.
»Jert Herreskjold med Mærker og Billeder
besat,
Det sætte I for Knæ, og bryde det bråt;
Og ned maa I styrte eders stolte Ridderhuus,
Og lade Plougen vandre over Grundmurens
Gruus!«
Da straalte hans Ansigt med Høihed og Ro,
Han mærkede klarligt, hun var sin Kjærest tro:
»Jeg seer, liden Else, du kan dig fra mig
snoe,
Thi Skjoldet maa jeg bære, i Huset vil
jeg böe!
I Skjoldet springe Løver, og Hjerter staae
i Brand!
Hvor kunde jeg vel bryde den dyre
Skjolderand ?
Thi jeg er Kong Volmer, og Danmark er
mit Huus;
Og skulde jeg vel Danmark nedstyrte i Gruus?
Jeg frister dig ei længer, nu kjender jeg din Hu,
Christ give, hver en Ungmø var trofast som du!
Belønne dig — det vil jeg; du har talt mig
til Behag,
Guds Fred! Farvel! i Morgen er der atter
en Dag!«
Saa kasted han omkring sin urolige Hest,
Bort foer han med sin Skare som en Efter-
aarsblæst;
Da raslede Løvet under dundrende Hov,
Vildt skingrede Halloh! i den undrende Skov.
Men over Gjerdet svang sig hendes
hjertenskjære Ven,
Han ilede med Jubel i Pigens Arme hen;
Med stille Fryd de ginge over Marken til By,
Hvor Guldgaasen glimtede paa Taarnet under
Sky.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
