Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rasmus Villads Christian Ferdinand Winther
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Rasmus Villads Christian Ferdinand Winther.
Med Veemods Fryd fornemmer
Endnu min vakte Sands
De samme Fuglestemmer,
Den samme Duft og Glands.
End leve tusind Minder
Her fra min Q erne Vaar;
Fra hver en Luft, der vinder,
Et Fordums Suk jeg faaer.
Skovduens Kluk og Klage
Er lige elskovsblid
Og tryller sødt tilbage
Mig til en svunden Tid.
De vilde Anemoner
Har end det gamle Skjær,
End klinge fjerne Toner,
Som gik mit Hjerte nær;
Den høie Poppel kroer sig
End lige stolt og rank,
Og Bækken endnu snoer sig
Om Stenen lige blank.
Mig vinker hver en Bille,
Hver Sommerfugl, hver Bi,
Jeg veed nok, hvad de ville,
Og føier mig deri:
De byde mig at lukke
Vidt op min Tankes Blik; —
I Klokkeblomstens Krukke
Credentse de mig Drik.
Men Mindets Skaal, de rækker,
Gjør ei mit Hjerte svagt;
Det hæver sig og strækker
Sig med forynget Magt.
I dette grønne Mørke,
I Sommerduftens Flod
Det føler ny sin Styrke
Og faaer sit gamle Mod.
Thi jeg er ingen Daare,
Som har den vamle Skik
At spilde Suk og Taare
Paa Tiden, som hengik.
Ak! Alt hvad der kan tænkes
At gjøre Glæden rig,
Det Bedste, der kan skjenkes,
Har Tiden skjenket mig.
Af „Hjortens Flugt"
Et Farvel.
Saa gik der da en Vinter,
Saa kom der en Vaar,
Og Engen staaer i Blomster
Og Bogfinken slaaer,
Og Alting har saa travlt
Med at trives og groe, —
Da kunde først Hr. Strange
Lade sit Bryllup böe.
Er Stormen vild, og Havet
Ret vrede Rynker slaaer
I Panden, og til Dybet
Den kloge Sælhund gaaer;
Da svøber om sin Skjønhed
Himlen sit tætte Slør;
Thi Speilet er jo knuset,
Hvori den saae sig før.
Er Luftens Lunger trætte
Og Havet atter har
Sig faaet blankt afslebet
Sit udstrakte Glar;
Da hæver Himlen atter
Sit Taageslør og seer
Med store aabne Øine
Sit Aasyn, og leer.
Hr. Stranges Liv, som Havet,
Havde døiet en Dyst;
Og Skjæbnens stærke Storme
Havde oprørt hans Bryst;
Nu klart, som Kristallen,
Det var for Bølger fri.
Nu speiled alle Glædens
Guldstjerner sig deri.
Stor Jubel og Gammen
Var paa Hr. Stranges Gaard,
Da hjem han førte Ellen,
Den ranke, væne Maard.
Alle de unge Piger
Langs Borgbroen stod
Og strøede Urtekoste
For Brudeparrets Fod.
Samfulde otte Dage
Stod Lystigheden paa;
I dem de Stegevendere
Gik aldrig istaa.
Af Tamt og Vildt Velsignelse
Der var, af Fisk og Kjød;
Med Viin og Mjød og Godtøl
Det strømmed og det flød.
20
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
